*

Erhverv
0

Nu åbner »verdens mest ubrugelige lufthavn«

Efter katastrofal milliardinvestering gør en lille afsides øgruppe under britisk herredømme klar til at modtage sit første kommercielle fly.

Fly til St. Helena må maksimalt medbringe 76 passagerer. Det gør flyene så tilpas lette, at de ikke behøver bruge hele landingsbanen, men kan nøjes med den mest sikre del. Arkivfoto: Paul Tyson

Den har kostet næsten 2,5 mia. kr. at bygge og skulle have åbnet for store fly allerede i 2012.

Men lufthavnen på den lille øgruppe Sankt Helena, der ligger midt i Atlanten mellem Angola og Brasilien, har været omgærdet af kritik, skandaler og et budget, der er løbet løbsk. Nu åbner lufthavnen, som britiske medier har døbt »verdens mest ubrugelige«, endelig.

Den 14. oktober tager den afsides øgruppe imod sit første kommercielle fly, skriver The Guardian. Flyet kommer fra Johannesburg i Sydafrika og medbringer 68 passagerer.

Sankt Helena er under britisk herredømme, og det er således de britiske skatteborgere, der har betalt for skandalelufthavnen. Forventningen var, at lufthavnen skulle tiltrække 30.000 turister årligt og gøre Sankt Helena økonomisk uafhængig af Storbritannien.

Sådan er det ikke gået - i hvert fald indtil videre.

Bl.a. har det vist sig, at farlige vindforhold gør det yderst svært for kommercielle fly at lande på Sankt Helena. Derfor har ingen flyselskaber turde lande på øen, der ligger over 2.000 kilometer fra det afrikanske fastland.

Fadæsen er ikke blevet mindre af, at man ikke havde taget højde for vindforholdene, inden man begyndte at bygge lufthavnen. En britisk rapport om den skandaleramte lufthavn bemærker ellers tørt, at videnskabsmanden Charles Darwin allerede i 1836 havde beskrevet øens problemer med vindforskydning, da han besøgte øen.

Hidtil er Sankt Helena kun blevet betjent af et postskib fra Sydafrika. Sejlturen tager fem dage, og der er ikke engang afrejse hver uge. Derfor har lufthavnen i årtier været en drøm for øens beboere.

Landingspladsen i lufthavnen er dog stadig for farlig at bruge på grund af de drilske kastevinde. Derfor kan lufthavnen kun modtage lette fly med op til 76 passagerer, fordi flyene så ikke behøver bruge hele landingsbanen, men kan lande på den mere sikre del.

Sankt Helena er blot 16 km lang og har cirka 4.000 indbyggere. Øen blev britisk koloni i 1658 og er bedst kendt for at have huset kejser Napoleon Bonaparte, der blev sendt i eksil på øen og endte sine dage der.

BRANCHENYT
Læs også