*

Erhverv
0

Rusland står bag stort cyberangreb

Ukraine beskylder, Rusland for at stå bag det kæmpe cyberangreb, som blandt andet ramte Mærsk og andre internationale virksomheder i sommer.

Foto: Colourbox

Ukraine har efterforsket det store cyberangreb, der i sommer ramte flere tusinde virksomheder, og beskylder nu Rusland for at stå bag.

Det skriver Berlingske Business.

Cyberangrebet ramte i første omgang ukrainske virksomheder, heriblandt landets supermarkeder, hæveautomater og centralbankens direktion, hvorefter virussen spredte sig til internationale virksomheder fra blandt andet Polen, Tyskland, USA og Danmark.

Blandt andet oplevede den danske virksomhed A.P. Møller-Mærsk et tab på mellem 1,3 og 1,9 mia. kr., efter dets hovedkvarter blev inficeret og lammede systemet for af-og pålæsning i 76 containerhavne.

Tre måneder efter angrebet har det ukrainske Center for Cybersikkerhed konkluderet, at motivet for cyberangrebet var at skabe størst mulig ødelæggelse, og det handlede altså derfor ikke om penge, skriver Berlingske Business.

Ifølge Roman Bojartjuk, der er leder af Center for Cybersikkerhed i Ukraine, var angrebet, på trods af at udenlandske virksomheder blev ramt, målrettet mod Ukraine.

Roman Bojartjuk har udtalt til Berlingske, at angrebet krævede store ressourcer, og derfor er det højst sandsynligt, at en statslig aktør har været i spil, hvilket ifølge ham højst sandsynligt er Rusland. At Rusland skulle stå bag, bakker den ukrainske regering op om.

- Vi er ikke i tvivl om, at Rusland også stod bag dette angreb, siger Dmytro Sjymkiv, der er vicestabschef i den ukrainske præsidentadministration.

Det er cyberangreb nummer to mod ukrainske virksomheder, som landet beskylder Rusland for at stå bag.

BRANCHENYT
Læs også