Erhverv
0

Ryanair på strandhugst hos Norwegian for at hyre piloter

Det store luftfartsselskab lokker piloter hos konkurrenter med højere løn for at få styr på driften - efter massive aflysninger.

Ryanair kæmper for at få flere piloter ind i selskabet.
Foto: AP/ Shawn Pogatchnik

Ryanair går i offensiven for at hente piloter tilbage fra især konkurrenten Norwegian. Netop piloter, som har skiftet arbejdsgiver, er en af årsagerne til, at Ryanair har måttet aflyse 20.000 afgange som berører op mod 700.000 passagerer.

Nyhedsbureauet Bloomberg skriver torsdag, at Ryanair nu er ude med løfter om »mindst 25.000 euro« - 150.000 kr. - i større årsløn til piloter, der er uddannet til flymodellen Boeing 737. Det lover personaledirektør Eddie Wilson i Ryanair - i følge Bloomberg - piloterne i de konkurrerende selskaber Norwegian og Jet2.

Ryanair-chefen lover desuden i et brev bl.a. at Ryanair vil fordoble antallet af driftsledere på de 86 europæiske baser, som det anvender.

I jagten på flere piloter har Ryanair, der er Europas største lavprisselskab inden for luftfart, angiveligt også sendt rekrutteringsfolk til bl.a. Brasilien og De Forenede Arabiske Emriater i forsøget på at hyre flere piloter.

For et par uger siden blev Ryanairs operationschef Michael Hickey skiftet ud. Han var bl.a. ansvarlig for at vagtsætte selskabets piloter, og det var ifølge Ryanair netop en administrativ fejl i vagtplanlægningen, der i løbet af september fik flyselskabet til at aflyse over 20.000 afgange. En administrativ fejl, der gik ud på, at der tilsyneladende ikke var taget højde for, at selskabets piloter skulle holde ferie.

BRANCHENYT
Læs også