*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Kapitalfond afviste at redde OW Bunker

Kreditorerne bag konkursramte OW Bunker forsøgte til det sidste at redde selskabet, men planerne strandede, da fonden bag ikke ville komme med friske penge.

Skandalen i OW Bunker

Det var i høj grad kapitalfonden Altors manglende vilje til at komme med penge, der gav konkursramte OW Bunker dødsstødet.

Det erfarer Finans fra en række kilder med indgående kendskab til de intense forhandlinger, der i sidste ende førte til, at det børsnoterede selskab måtte dreje nøglen om.

Altor havde ellers fået en fortjeneste på over 2 mia. kr., da man sendte OW Bunker på børsen i foråret, men alligevel ønskede den svenske fond i sidste indstans ikke at bakke op med friske penge til sin kriseramte virksomhed.

Altors forklaring var, at kapitalfondens anden fond, der fortsat sad med over 40 procent af OW Bunker havde investeret alle sine midler, og derfor var lukket.

Alligevel forsøgte OW Bunkers kreditorer med en række andre modeller herunder en løsning, hvor partnerne i Altor selv bakkede op med deres egne penge i forsøget på at redde olieselskabet.

Det er klart, at når man sidder med en hovedaktionær, der hverken vil det ene eller det andet, så er det umuligt at finde en løsning

Anonym kilde tæt på redningsprocessen af OW Bunker

Bankernes forslag var, at fonden hurtigst muligt enten via partnerne eller en anden af Altors fonde skød et tocifret millionbeløb i OW Bunker for dermed at sikre likviditet, mens man dannede sig et overblik over situationen. Til gengæld ville bankerne så holde selskabets kreditter åbne og tillade, at der blev trukket yderligere på dem. 

Det stod dog klart, at Altor ikke ønskede at skyde nye penge i OW Bunker, hvilket reelt gjorde det umuligt for bankerne at finde en løsning, da samtlige kreditorer var enige om, at der skulle friske penge i selskabet, og at ejerne var nødt til at bidrage for dermed at vise opbakning til redningsaktionen.

»Det er klart, at når man sidder med en hovedaktionær, der hverken vil det ene eller det andet, så er det umuligt at finde en løsning,« siger en kilde med stor indsigt i processen.

Bankerne bag OW Bunker var ellers tæt på en løsning efter lange forhandlinger tirsdag, hvor man egentlig havde en god dialog, indtil det pludselig kom frem, at der ville komme yderligere tab på over 700 mio. kr. i selskabet på baggrund af en påstået svindelsag i Singapore.

Men på linje med selskabets ledelse, mente vi ikke, det var muligt at finde en holdbar løsning, da der allerede var sket så store skader, at det var svært at tro på, man havde en bæredygtig koncern

Søren Johansen, Ledende partner i Altor der også sad i bestyrelsen for OW Bunker

Den nye, chokerende melding fik en lang række af OW Bunkers udenlandske banker til at trække deres opbakning til virksomheden. Alligevel lykkedes det, ifølge Finans´ oplysninger, for en lille gruppe banker med Nordea i spidsen at samle opbakning til en redningsplan for selskabet. Men da det viste sig, at man fra Altors side ikke ønskede om at skyde flere penge i OW Bunker, blev dette sidste forsøg også opgivet.

»Vi har hele tiden haft et ønske om at redde virksomheden og derfor støttede vi også en rekonstruktion. Men på linje med selskabets ledelse, mente vi ikke, det var muligt at finde en holdbar løsning, da der allerede var sket så store skader, at det var svært at tro på, man havde en bæredygtig koncern,« siger ledende partner i Altor Søren Johansen, der også sad i bestyrelsen for OW Bunker.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Annonce