*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

CEO-analyse: PFA-boss og DR-general skraber bunden

Topchefer fra Novo og Mærsk har de stærkeste brands, mens dirigenterne i DR og PFA dykker. Ny analyse har rangeret 40 danske topchefers brand.

Erhverv
DR-generaldirektør Maria Rørbye Rønn (tv.) og nu forhenværende PFA-topchef Henrik Heideby er blandt taberne i en ny brandanalyse fra Infomedia. Pressefoto

Maria Rørbye Rønn fra DR, PFA’s netop afgåede Henrik Heideby og Jim Pedersen fra konkursramte OW Bunker. Det er tre topchefer, der er kommet ud af 2014 med ridser i deres personlige brand.

I den modsatte ende af skalaen finder man nogle af dansk erhvervslivs tunge drenge som Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk, Nils Smedegaard Andersen fra Mærsk og Jørgen Vig Knudstorp, Lego.

Det er resultatet af en ny undersøgelse, som Infomedia offentliggør onsdag. Her har medieovervågningsfirmaet set på, hvordan 40 udvalgte topchefer er blevet dækket i 3633 avisartikler i det forgangne år.

Samtidig er topcheferne blevet vurderet af et panel bestående af 122 erhvervsjournalister og kommunikationsfolk.

»Det er først og fremmest det økonomiske fundament, der afgør topchefens brand. Vinderne er ansigt på virksomhedens succes, mens taberne har fået tørre tæsk,« siger Lasse Skjoldan, advisor i Infomedia.

Analysen er dog ikke blot en måling af virksomhedernes succes, men en undersøgelse af, hvordan topchefernes personlige omdømme knyttes til den succes i medierne og blandt panelet.

Ny analyse
  • CEO Superbrands 2014 er en ny analyse af 40 danske topchefers brands i 2014 fra Infomedia.
  • Infomedia har udvalgt de største virksomheder målt på omsætning og placering i C20-indekset. Derudover er enkelte topchefer valgt ud fra det, Infomedia betegner som »kommunikationsfaglig interesse«, det gælder bl.a. DR og TV 2.
  • Analysen består af to dele. Dels en gennemgang af artikler i de seks største dagblade, der bl.a. er vurderet ud fra en positiv-negativ-skala. Og dels besvarelser fra et panel bestående af 122 erhvervsjournalister og ledende kommunikationsfolk. Derudfra beregnes en samlet brand score for hver enkelt topchef.

Topcheferne er generelt tilbageholdende med at kommentere resultaterne. Fra Mærsk-topchef Nils Smedegaard Andersen, nr. 2 i analysen og en af Danmarks suverænt mest synlige topchefer, lyder det dog:

»Vores størrelse og aktiviteter taget i betragtning er det kun naturligt, at der er en stor medieinteresse for vores virksomhed, men det mediemæssige fokus på mig som person er ikke et tilstræbt valg fra vores side,« skriver han i en mail til Finans.

Helt i bunden af listen finder man, ikke overraskende, Jim Pedersen, der stod i spidsen for OW Bunker, indtil selskabet gik konkurs i november sidste år i det, der vel nok blev årets klart største erhvervsskandale.

I bunden ligger også Statoils danske topchef, Rasmus Finnerup Wille. Han er ikke negativt omtalt, han er bare slet ikke omtalt i aviserne og desuden relativt ukendt for panelet. 

Vinderne er ansigt på virksomhedens succes, mens taberne har fået tørre tæsk

Lasse Skjoldan, Infomedia

DR-topchef Maria Rørbye Rønn får en hård medfart i analysen efter et år med debat om DR's rolle på nettet, massive budgetoverskridelser ved Eurovision og den omstridte beslutning om at lukke DR's underholdningsorkester. Det har ikke været noget nemt job.

»Det er min opgave at tegne DR, og når den samlede mediedækning i 2014 har været så negativ, som undersøgelsen også viser, er det selvfølgelig noget, jeg tager til mig og ønsker at lære af, for at vi kan gøre det bedre,« siger Maria Rørbye Rønn.

Henrik Heideby ønsker ikke at kommentere undersøgelsen.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Annonce