Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Danske kopiproducenter slider sig til fremgang

Producenterne og sælgerne af kopimedicin har trods benhård konkurrence kunnet øge omsætningen i 2014. Hårdt prispres holder dog resultaterne tilbage.

Der er hård kamp om markedet blandt producenterne af kopimedicin i Danmark. Foto: Colourbox

Der er ingen gaver og hjørner, man kan snige sig uden om, når man er sælger af kopimedicin i Danmark. Systemet er sat op til, at der bliver solgt så meget kopimedicin som muligt, men skal samtidig sørge for at holde konkurrencen knivskarp.

Derfor kunne sælgerne af kopimedicin i Danmark da heller ikke veksle et voksende marked til lige så voksende overskud i 2014. Fremad går det dog, for danskerne bruger mere og mere generisk medicin, som det hedder i fagsproget.

»Vi har i dag et ganske velfungerende marked for generisk medicin i Danmark. Og selskaberne klarer sig godt på trods af den hårde konkurrence,« siger direktør for Industriforeningen for Generiske Lægemidler, IGL, Peter Jørgensen.

Ifølge Finans' opgørelse over udviklingen i 2014 kunne de største producenter af generisk medicin notere sig en omsætningsfremgang i Danmark på 10 pct. i 2014, mens bruttoresultatet steg med 8 pct. Nettoresultaterne steg med 2 pct.

Markedet er da også vokset. Ifølge tal fra DLI, Danske Lægemiddel Information, steg antallet af solgte pakninger generisk medicin med 10 pct. til 50,5 mio. i 2014. Samtidig steg værdien af den solgte kopimedicin blot med 4 pct. til 3,67 mia. kr.

I Danmark er markedet for kopimedicin delt op i tre. Der er salg på apoteker, salg til sygehussektoren og så salg i detailbutikker af ting som næsespray og paracetemol. For de to førstnævnte er der gode betingelser for at sælge kopimedicin.

Apotekerne er forpligtiget til at oplyse alle kunder om, hvis der en billigere version af den medicin, de står og skal købe. Til gengæld bliver al køb af medicin sendt i udbud hver anden uge, og det selskab, der byder billigst ind, får dermed næsten hele markedet i to uger. Inden for sygehusvæsnet står Amgros for fællesindkøb og har dermed en god forhandlingsposition.

Ser man helt objektivt på rammebetingelserne for at drive generisk virksomhed i Danmark, så må man sige, at de er ganske gode.

Peter Jørgensen, direktør for IGL

»Ser man helt objektivt på rammebetingelserne for at drive generisk virksomhed i Danmark, så må man sige, at de er ganske gode. Tilskuddet fra staten følger det billigste produkt og apotekerne får det samme, om de sælger et dyrt eller et billigt produkt. Så der er ingen økonomisk interesse i ikke at sælge det billigste,« siger Peter Jørgensen fra IGL og fortsætter:

»Der er heller ikke nogen skepsis imod at bruge generika i befolkningen, og det er nok også en del af forklaringen på, hvorfor forbruget bliver ved med at stige. Og der har jo heller ikke været nogen problemer med kopimedicin, der kunne have spændt ben for udviklingen.«

Alt er dog ikke lykkeligt for de generiske producenter. 14-dages udbuddene på apotekerne er ganske stramme og det bliver straffet hårdt, hvis man ikke kan levere. Det samme gælder udbuddene hos hospitalerne, hvor Amgros kan forlænge leveringsperioder uden at justere prisen. Også hos Amgros er der store, økonomiske konsekvenser, hvis selskaberne ikke kan levere.

Sker det, så bonner Amgros leverandøren på prisforskellen til den medicin, man må købe i stedet. Det kan være original medicin, der er mange, mange gange dyrere end kopierne.

Hos Sandoz, en af verdens største producenter, har det fået dem til næsten at holde sig fra at sælge til sygehusvæsnet, da marginerne er så lave i markedet generelt, at man ikke tør risikere bøderne.

»Det er simpelthen for risikofyldt. På en måned kan man miste, hvad man har tjent på et helt år,« siger Karsten Haumann, commercial manager i Sandoz Danmark og fortsætter om markedet og 2014 generelt:

»Volumenmæssigt har der været en vækst, men indtjeningsmæssigt har det igen været hårdt. Danmark har Europas laveste priser på generisk medicin, og det er jo godt for forbrugerne, men konkurrencen er enormt hård. Så marginerne er meget lave.«

Det er simpelthen for risikofyldt. På en måned kan man miste, hvad man har tjent på et helt år.

Karsten Haumann, commercial manager i Sandoz

Hos Orifarm, en af Danmarks største leverandører af generisk medicin, er man gået pænt frem i 2014. Det er resultatet af et fokus på at specialisere forretningen ved at bringe nye produkter ind og så finde nicher, hvor konkurrencen ikke er helt så knivskarp, som den er andre steder.

»Der ud over har det været en svag forbedring i prisniveauet generelt. Men det er virkeligt begrænset, for konkurrencen er meget hård i Danmark,« siger direktør for generiske lægemidler hos Orifarm Ulrik Ernst Rasmussen.

Samtidig har det båret frugt, at Orifarm har arbejdet yderligere med sin forsyningskæde. I en verden, hvor alt er i spil med to ugers mellemrum, er det afgørende.

»Det er et meget hårdt system af operere i. Det fungerer fremragende ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, for folk får billig medicin. Men det stiller store krav til os. Typisk er der 3-6 måneders leveringstid på medicinen, men man skal agere inden for to uger med varerne. Så at have bedre styr på sin forsyningskæde gør, at vi bliver bedre til at byde ind,« siger Ulrik Ernst Rasmussen.

Hos Orifarm forventer man, at væksten vil fortsætte i 2015. Selskabet vil lancere flere nye produkter, som man forhåbentlig kan have for sig selv, og så skal der ekstra skub i salget.

»Vi føler bestemt, at der er muligheder i Danmark trods den hårde konkurrence og vi ser os selv være på markedet de næste mange år. Væksten vil fortsætte i 2015 og ligger godt til i første halvår,« siger Ulrik Ernst Rasmussen.

BRANCHENYT
Læs også