*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danskerne dropper job i Udkantsdanmark

Omfattende rundspørge viser, at 30 pct. af de danske virksomheder har svært at få fat i kvalificeret arbejdskraft. Især i Vest- og Sønderjylland, hvor ledigheden i forvejen er meget lav, oplever de store problemer.

Erhverv
Virksomheder landet over, men især i Syd- og Vestjyllands kommuner, oplever i stigende grad, at det er svært at få fat i folk. Især inden for byggeriet. Op mod 46 pct. af de adspurgte virksomheder i en omfattende rundspørge forklarer, at de ikke kan få folk.  Foto: Thomas Borberg

Virksomheder i Syd- og Vestjylland kæmper i stigende grad med at få besat deres ledige stillinger. Det viser en rundspørge, som landets største arbejdsgiverorganisation, DI, har foretaget blandt 7.100 virksomheder.

Mens det i gennemsnit er tre ud af ti virksomheder på landsplan, der det seneste år forgæves har søgt efter folk, har op mod 46 pct. af virksomhederne i de sønderjyske kommuner måtte droppe at finde nye folk. Manglen på arbejdskraft er for mange nu den største barriere for vækst.

»Vi nærmer os en kritisk grænse. Vil vi realisere den vækst, vi har, kræver det, at virksomhederne har de rigtige medarbejdere. Det kan vi se, at en række af dem – 30 pct. – har svært ved at få,« siger adm. direktør i DI, Karsten Dybvad.

Han opfordrer derfor bl.a. kommunerne til at øge indsatsen med at opkvalificere de ledige, mens virksomhederne bør kigge mod udlandet efter arbejdskraft.

De økonomiske vismænd afviste i deres seneste rapport fra maj, at der er flaskehalsproblemer i Danmark, lige som Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering peger på, at der i 2007 var fem gange så mange ubesatte stillinger i 2007 som i dag.

I halvdelen af de 42 jyske kommuner er ledigheden dog allerede på 4 pct. eller under, viser tal fra Danmarks Statistik. 

Det er for tidligt at snakke om landsdækkende flaskehalsproblemer, men det kan hurtigt komme, vurderer arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

»Der er allerede mindre problemer nogle steder i landet, og ja, det vil sandsynligvis brede sig når opsvinget får fat. Derfor skal der skrides ind nu,« siger Henning Jørgensen.

I Herning og Ikast-Brande er adgangen til kvalificeret arbejdskraft for første gang blevet den største barriere for vækst. Det viser en årlig rapport, hvor 670 virksomheder medvirker.

»På nogle områder er ledigheden ikke-eksisterende, men skal vi have nogen chance for at løse det, skal vi kigge både på den lange bane med uddannelse af vores unge og opkvalificering af de ledige, vi har. Og så kommer vi ikke uden om udenlandsk arbejdskraft, uanset hvad holdningen og debatten er,« siger Kenneth Mikkelsen , direktør for erhvervsrådet i Herning og Ikast-Brande.

Læs også