*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danske bilforhandlere: Vi er frustrerede og målløse

Kunderne søger svar hos frustrerede bilforhandlere, som ikke aner, hvad der er op og ned i Volkswagens store svindelsag.

Erhverv
Volkswagens snyd med dieselbiler giver ridser i lakken for hele branchen. Foto: AP/Michael Probst

Mens sagen om Volkswagens snydeprogram i diselbiler vokser, har de danske bilforhandlere travlt med at berolige deres kunder. Bilforhandlerne er havnet i en ubehagelig klemme, hvor kunderne søger svar, som de ikke kan give dem.

»Vi er lige så frustrerede og målløse, som alle andre. Det er de produkter, som vi lever af at sælge, og det er vores kunder, som oplever, at det bliver snydt med oplysningerne om produktet. Det er en frustrerende situation for forhandlerne,« siger Thomas Møller Sørensen, der repræsenterer bilforhandlerne som direktør for Bilbranchen under DI.

Sagen handler om, at Volkswagen-koncernen i 11 millioner biler har installeret ulovlig software, der gør, at bilerne fremstår mere miljøvenlige i tests, end de er i virkeligheden. Sådan en sag er med til at ødelægge kundernes troværdighed til bilproducenter generelt.

»Der er sået tvivl om sammenhængen mellem, hvad der står på produktet, og den faktiske ydeevne. Det har rejst en masse spørgsmål fra vores kunder. Forståeligt nok. Og det gælder på tværs af alle mærker. Mine medlemmer forsøger at svare på så godt, som de kan, men vi ved faktisk ikke ret meget mere, end alle andre gør,« siger Thomas Møller Sørensen.

Seneste nyt i sagen er, at Audi, som er en del VW-koncernen, har meldt ud, at 2,1 millioner Audi-biler har installeret snydeprogrammet. Skoda har meldt ud, at det samme er tilfældet i 1,2 millioner Skodaer.

Desuden har Volkswagen meddelt, at der kan være snydt med oplysningerne om 91.000 af de biler, koncernen har solgt i Danmark. Det gælder både mærkerne VW, Skoda, Audi og Seat.

Thomas Møller Sørensen vil ikke kommentere på, hvor alvorlig han synes, at sagen er. Han nøjes med at slå fast, man man i branchen følger den nøje.

»Vi sidder og følger denne her sag tæt for at blive klogere på, hvad omfanget er. Ind til videre er det en sag, der stadig udvikler sig,« siger han.

Mikkel Thomsager, der er chefredaktør på Bilmagasinet, understreger, at vi stadig mangler at få svar på, om snyde-softwaren har været aktiveret i de mange millioner biler, som er solgt i Europa.

»Vi ved, at de har snydt i USA, for det har de selv indrømmet. Vi ved også, at softwaren kan være installeret i 11 millioner biler på verdensplan, men vi ved ikke, om den har været aktiveret i Europa. Hvis det er tilfældet, vil jeg stadig blive overrasket,« siger Mikkel Thomsager.

Læs også