*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

JP/Politikens Hus køber Børsen

JP/Politikens Hus køber Børsen af Bonnier for 800 mio. kr.

Erhverv
Dagbladet Børsens redaktion i Møntergade i det indre København. Foto: Niels Hougaard

JP/Politikens Hus køber Børsen af den svenske mediekoncern Bonnier for 800 mio. kr. Handlen omfatter både dagbladet Børsen og datterselskabet Dagens Medicin. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Børsen vil under det nye ejerskab beholde sin redaktionelle uafhængighed og vil indgå på lige fod med de øvrige landsdækkende titler i JP/Politikens Hus: Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Politiken.

»Børsen er en journalistisk perle og et perfekt match for JP/Politikens Hus. Børsens trykte og digitale udgivelser står stærkt, og de passer enestående godt med vores ambition om at sikre, at Danmark har en stærk, uafhængig udgivervirksomhed, der har den nødvendige konkurrencekraft over for især de internationale aktører,« siger Stig Kirk Ørskov, adm. direktør i JP/Politikens Hus i meddelelsen.

Børsens nuværende ledelse og medarbejderstab fortsætter med at drive avisen og de digitale aktiviteter fra adressen i Møntergade i København, og Anders Krab-Johansen fortsætter som ansv. chefredaktør, oplyses det.

»Med JP/Politikens Hus får vi en ejer, der lige som Bonnier insisterer på høj journalistisk kvalitet og en stærk økonomi som forudsætningerne for publicistisk succes,« siger Anders Krab-Johansen i meddelelsen.

Svenske Bonnier AB har ejet Børsen siden 1996, da koncernen købte alle aktierne i avisen, som den i forvejen havde ejet en andel af.

Erhvervsavisen har siden gennemsnitligt kastet 24 mio. kr. af sig om året, selv om den først for nyligt nåede Bonniers mål om en overskudsgrad på 15 pct. En bemærkelsesværdigt høj overskudsgrad i det danske dagblads-landskab.

Selskabet havde sidste år en omsætning på 365 mio. kr. og landede et resultat efter skat på 49 mio. kr.

Købet forudsætter endelig godkendelse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forventningen er, at godkendelsesprocessen vil tage et halvt år. Ledelsen og driften af Børsen fortsætter uændret, indtil godkendelse foreligger.

Læs også
Annonce