*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danske fiskere kan hive nye millionindtægter i land

EU's fiskekvoter for 2016 vil ifølge en ny prognose sende millioner i kassen til erhvervet her i landet. Det efterlyser dog meget større politisk opbakning.

Erhverv
En stor del af de danske konsumfiskere kan se frem til et år med højere indtægter, hvis en ny analyse holder vand. Arkivfoto: Jacob Ehrbahn

2016 kan blive et guldår for dansk fiskeri – i hvert for dele af erhvervet. Nye tal forudsiger, at erhvervets samlede indtjening vil stige med op mod en kvart mia. kr.

NaturErhvervstyrelsen har på basis af de EU-fastlagte fiskekvoter for i år lavet en beregning. Den viser, at værdien af de danske fiskeres landinger kan stige med 480 mio. kr. i 2016 i kraft af den aftale. Det forudsætter dog, at det forløbne års prisstigninger på konsumfisk fortsætter. Og at alle kvoter samtidig udnyttes fuldt ud.

Det gør de dog traditionelt ikke, så styrelsen vurderer derfor, at stigningen bliver på et niveau omkring 230 mio. kr. - forudsat at salgspriserne fra 2015 er uændrede.

»Det er en meget positiv udvikling for dansk fiskeri, efter at erhvervet har været gennem år med hårde restriktioner for at skåne fiskebestande. Indsatsen lykkes, og der er nu heldigvis basis for større kvoter på en række arter. Det gavner både fiskerne men også hele forarbejdnings- og følgeindustrien, som især er placeret i udkantsområderne af landet,« siger fødevareminister Eva Kjer Hansen.

Hun erkender samtidig, at de nye kvoter for 2016 rammer forskelligt. Mens der er udsigt til stigende indtjening i de vest- og nordjyske fiskerihavne, har især erhvervet omkring Østersøen det sværere, da der er faldende kvoter for bl.a. torsk der.

Udsigten til en øget indtjening kommer efter et 2015, hvor de danske fiskeauktioner også melder om et godt år. Priserne steg samlet der - ifølge en opgørelse fra Fiskeritidende - med 21 pct.

I Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation glæder formand Svend Erik Andersen sig også over, at der er mulighed for stigende indtægter baseret på kvoterne for 2016.

»Men man skal huske, at der i år indføres forbud mod udsmid af nogle fiskearter, og at der er store geografiske forskelle. Så langt fra alle i erhvervet får gavn af det. Der er fortsat også hårdt pres på fiskeriet, som vi forventer politisk opbakning til at løse,« siger Svend Erik Andersen.

Han hæfter bl.a. ved at fiskeriet ikke er omfattet af den vækstpakke for landbrug og fødevareindustri, som et flertal i Folketinget aftalte lige før jul.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen understreger, at partierne bag vækstpakken faktisk har aftalt, at fiskeriet får et såkaldt servicetjek i foråret.

»Vi skal eksempelvis se på, om vi kan lette bureaukratiet for fiskeriet og andre emner,« siger fødevareministeren.

Læs også