*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Den lave oliepris kan knække danske virksomheder

Olieprisen er nu så lav, at danske olierelaterede virksomheder er i fare for at ophøre. Det samme gælder et stort antal arbejdspladser.

Den store oliepriskrig
Esbjerg er hjemstedet for en stor del af den danske olie- og gassektor, og byen har mistet 500-700 arbejdspladser som følge af olieprisfaldet. Foto: Torben Meyer

Den laveste oliepris i mere end et årti udgør nu en konkret trussel imod danske olievirksomheders overlevelsesevne. Den lave oliepris gør det billigere at tanke bilen op, men udviklingen kan koste livet for virksomheder i oliebranchen.

»Det kommer til at betyde stoleleg i olie- og gasbranchen, så nogen ikke skal være her mere,« forudser Johannes Kromann Bie, fungerende adm. direktør i videncentret og innovationsnetværket Offshoreenergy.dk, der har både olie- og vindvirksomheder som medlemmer.

I Esbjerg er 500-700 jobs allerede forsvundet efter fyringer hos bl.a. Semco Maritime, Maersk Oil og Rambøll Oil & Gas, vurderer byens borgmester Johnny Søtrup (V). Falck Safety Services er anden virksomhed, der har måttet skære 250 stillinger i sin stab.

Martin Næsby, direktør i Oil Gas Denmark, der er organisation for de rendyrkede olie- og gasselskaber i Danmark, tøver da heller ikke med at kalde industrien »udfordret«.

»I Danmark har vi faldende produktion i Nordsøen og høje omkostninger, og det gør det sværere at holde produktionen lønsom. Det var tilfældet før olieprisfaldet, og det er endnu sværere nu, da prisen er faldet til 31 dollars pr. tønde. Det er en alvorlig situation,« siger han og fremhæver, at olieprisfaldet tvinger alle til at tage hårdt fat.

»Alle selskaber må foretage en voldsom omkostningstilpasning. Det går ud over såvel olieselskaberne som leverandørerne til olieselskaberne. Velkvalificerede medarbejdere må forlade deres arbejdsplads, men det altoverskyggende problem er, at projekter bliver udsat eller aflyst, og der bliver skruet ned for bl.a. efterforskningen, og det vil accelerere den faldende produktion,« siger han.

Hos offshorevirksomheden Danbor mærker adm. direktør Jørn Bue Madsen også, at situationen er slem og aktivitetsniveauet stærkt dalende.

»Det korte svar er, at vi er hårdt ramt,« siger han og peger på, at man dog har kunnet rykke sin forretning, der traditionelt har serviceret olie- og gasselskaberne til nu at arbejde med vindselskaberne i stedet.

Spørger man hos Danske Commodities, der primært er en handelsvirksomhed, som nøje følger udviklingen i olie og andre energiformer, tyder noget på, at det er et varigt prisfald, der er i gang - og det kan smitte af på andre end lige oliesektoren.

»Faldet er strukturelt: Kinas vækst falder, olieproduktionen i Mellemøsten kører på, og USA har fået lettere adgang til olie og gas, hvilket betyder, at markedet vil være forsynet i et godt stykke tid. Det er dermed også sandsynligt, at prisfaldet kommer til at påvirke de langsigtede investeringer i vedvarende energi,« siger Kristian Gjerløv-Juel, chef for Forretningsudvikling og Markedsstrategi i Danske Commodities.

I Maersk Oil blev man i løbet af 2015 ca. 1250 færre ansatte.

Læs også
Annonce