*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mandag Morgen-chef: Lisbeth Knudsen er ikke min personlige afviklingsstrategi

Han er adm. direktør, ansvarshavende chefredaktør og eneejer. Og så bliver han 75 år til oktober. Mandag Morgens stifter Erik Rasmussen har dog ikke planer om at opgive nogle af kasketterne.

Erhverv
"Generelt er det jo et problem, det med "Nu har jeg siddet her så længe, og ingen ved bedre end jeg." Alt det der, man går og udvikler i sin egen verden,"siger adm. direktør og ejer, Mandag Morgen.  Foto: Stine Bidstrup

»Jo, det kan vi sikkert godt tale lidt om, hvis du synes. Men måske er det mere spændende at høre om vores 2020-strategi?«

Allerede i telefonen gør Erik Rasmussen det klart, at han ikke har i sinde at forlade sit kontor lige foreløbig. Hvordan var det nu med Mærsk McKinney? Hvor gammel blev han? 

Chefen for Mandag Morgen har 56 års erfaring i mediebranchen. Og han har lige ansat den tidligere Berlingske-topchef Lisbeth Knudsen til at styre halvdelen af biksen. Men han vil hellere tale 2020-planer end pension, da vi et par dage senere sidder på hans kontor hos Mandag Morgen i Valkendorfsgade et stenkast fra Rundetårn.

BLÅ BOG: Erik Rasmussen
Født 1941, Nordfyn
  • 2006: Stifter Cph Climate Council.
  • 1989: etablerede Mandag Morgen
  • 1983: Chefredaktør, Børsens Nyhedsmagasin
  • 1978: Stifter, Forlaget Management
  • 1975: Direktør, Gutenberghus (Egmont)
  • 1969: Chefredaktør, Børsen
  • 1966: Handelsredaktør, Berlingske Aftenavis
  • 1959: Journalistelev, Bogense Avis
  • Privat: Gift med Sidsel Bogh, parret har tre børn. Bor i Hellerup.

»Lisbeth Knudsens ansættelse er mere en udviklingsstrategi end en personlig afviklingsstrategi. Jeg er ikke under afvikling. Så siger du "Ja, men unge mand, du fylder jo 75 i år!". Det er fuldstændig korrekt, og det er jeg pinligt bevidst om, fordi jeg to gange har været døden nær,« siger han.

Erik Rasmussen er adm. direktør i koncernen Mandag Morgen, som han selv stiftede i 1989. Han er også ansvarshavende chefredaktør. Og eneejer. Og så bliver han 75 år til oktober.

Han har holdt fast i de tre titler gennem først en halskræftsygdom, der nær tog livet af ham i starten af årtusindet. Og for tre år siden en aggressiv blodforgiftning, der sendte ham i respirator - og stadig sender ham på hospitalet med jævne mellemrum, senest for blot en uge siden.

Og umiddelbart har Erik Rasmussen altså hverken planer om pension eller salg.

»Det afgørende er, om man føler, at man har nået et punkt, hvor man ikke kan bidrage mere og går mentalt i stå. Så kan du tænke, "Hvem skal så fortælle dig det?". Ja, men så meget selverkendelse har jeg nok, ellers er der sikkert andre, der fortæller mig det,« siger han.

Vi har haft nogle uheldige ægteskaber. Det var ikke fuldtonede ægteskaber, mere partnerskaber. Men partnerskaberne fører til nogle skilsmisser. Og skilsmisser, det er sgu energidræbende.

Erik Rasmussen Ejerleder, Mandag Morgen

I december tog Erik Rasmussen dog et skridt til siden. Han ansatte Lisbeth Knudsen, der i oktober blev fyret fra Berlingske Media, som direktør for husets danske aktiviteter.

En »aflastning« for Erik Rasmussen, der skal lede husets internationale projekter. En halvgardering, hvis noget skulle ske. Og et vink om, at han måske, trods alt, vil skrue lidt ned.

»Jeg ser Lisbeth Knudsen som en utroligt vigtig person i vores 2020-strategi, som jeg i en eller anden kapacitet er med til at gennemføre, men måske ikke med samme høje tempo som i dag,« siger han.

Erik Rasmussen havde fart på, da han som ung fynsk journalistspire kom i lære på Bogense Avis. Som 25-årig var han erhvervsredaktør på Berlingske Aftenavis, og som blot 27-årig blev han chefredaktør på Børsen, som han omformede til det, man kunne kalde den moderne erhvervsavis, vi kender i dag. Han så, siger han, et udækket behov: Der var brug for en katalysator – et referencepunkt – for erhvervslivet, hvis betydning fik mere opmærksomhed gennem 1960’erne.

Efter et par år som direktør hos magasinforlaget Egmont og siden som selvstændig med forlaget Management, etablerede han i 1989 Huset Mandag Morgen. Internationalisering var blevet et vilkår, og nu var der brug for en tænketank og et medie for den elite af beslutningstagere, der interesserede sig for de nye skæringspunkter mellem den private og den offentlige sektor.

Siden er ugebrevet blevet en mindre del af forretningen, mens perspektivet er bredt ud til globale problemer: klimaforandringer, flygtningestrømme, bæredygtighed.

Den 2020-plan, som Lisbeth Knudsen bliver en del af, skal fokusere koncernen. Mandag Morgen er måske mest kendt for ugebrevet, men de seneste år er huset knopskudt med tænketanke, rådgivning, reporter, netværk - både herhjemme og i udlandet, der nu står for over halvdelen af omsætningen. Nu skal profilen skærpes i en dansk og en international gren af det, Erik Rasmussen kalder en "aktivistisk tænketank".

Lisbeth Knudsen skal samle og strømline den danske forretning, der tæller ugebrevet og de tænketanke og netværk, der ser på især velfærd og erhvervsliv i Danmark. Hun skal digitalisere aktiviteterne - og udvikle de redaktionelle og forretningsmæssige koncepter.

Erik Rasmussen selv skal i stedet fokusere på den internationale gren, der bl.a. tæller tænketanken Sustania, internationale netværk og den årlige Global Opportunity Report.

Planen skal på sigt forbedre økonomien og polstringen i huset, siger Erik Rasmussen. De seneste fem år har de tre indholdsproducerende selskaber i koncernen givet et samlet underskud på 15 mio. kr. 

Missionen er dog den samme: Mandag Morgen vil stadig komme med løsninger. 

Og kaptajnen for det hele er den samme: Erik Rasmussen.

Der har været få partnere undervejs. I 2002 købte it-gulddrengen Michael Mathiesens 2M Invest 25 pct. af selskabet for 10 mio. kr. Men året efter gik 2M Invest konkurs. Kort efter købte analysehuset Oxford Group 20 pct. af koncernen. Den alliance holdt også kun kortvarigt. Et partnerskab om et norsk søstermedie gik konkurs i 2010.

De seneste år har den danske mediebranche konsolideret sig omkring Mandag Morgen; Store fisk har spist små. Men Erik Rasmussen har ikke planer om at dele sit ejerskab, siger han. Ikke lige nu. 

»Vi har haft nogle uheldige ægteskaber. Det var ikke fuldtonede ægteskaber, mere partnerskaber. Men partnerskaberne fører til nogle skilsmisser. Og skilsmisser, det er sgu energidræbende. Jeg vil ikke udelukke, at der vil opstå en situation, hvor man kan finde en partner. Jeg har bare ikke lige planer om det i øjeblikket,« siger han. 

Du vil altid, som ejer, være øm over at uddelegere og have det der "Jeg ved bedst".

Erik Rasmussen Ejerleder, Mandag Morgen

At sidde på magten - og ejerskabet - alene har også været udfordrende. Især i de år, hvor helbredet og konjunkturerne har spændt ben.

»Det har ikke altid været enkelt. Det kræver kapital, som man måske en gang imellem mangler. Men indtil videre har vi klaret os i 26 år. Vi har da haft økonomiske problemer, bl.a. i forbindelse med min sygdom, som gjorde, at man skal være mindre afhængig af mig i fremtiden,« siger Erik Rasmussen.

På den vis har Lisbeth Knudsens fyring været et lykketræf, mener Erik Rasmussen. De to har flere gange samarbejdet om journalistiske projekter mellem Berlingske og Mandag Morgen. Og man har også sporet både respekt og en vis venskabelighed, når de to mediechefer har kommenteret hinandens arbejde i pressen.

Hvis Lisbeth Knudsen ikke havde været fri på markedet, hvad havde du så gjort? 

»Så skulle jeg finde en anden. Det er helt klart. Det var jeg også på jagt efter. Men så var jeg jo så heldig, at Lisbeth pludseligt blev fri,« siger Erik Rasmussen.

Han har tidligere afgivet en af sine tre kasketter. Eller i al fald forsøgt. I 2012 udnævnte han chefredaktør Bjarke Møller til ansvarshavende chefredaktør. Men allerede året efter forlod Bjarke Møller posten. Erik Rasmussen blandede sig for meget, mente Bjarke Møller. I 2012 havde ugebrevet droppet papiret for kun at udkomme digitalt. Det kostede abonnenter, men Bjarke Møller ville fastholde den digitale satsning. Erik Rasmussen ville hente papiret tilbage. Bjarke Møller forlod sin post, og fem måneder senere var papiret tilbage.

Lisbeth Knudsen har du fulgt nogle år og samarbejdet med. Gør det det lettere at afgive noget ansvar - og magt?

»Helt klart. Du vil altid, som ejer, være øm over at uddelegere og have det der "Jeg ved bedst". Det har jeg ikke her,« siger han. 

»Men generelt er det jo et problem, det med "Nu har jeg siddet her så længe, og ingen ved bedre end jeg." Alt det der, man går og udvikler i sin egen verden. Derfor var det også en udfordring at skulle finde en adm. direktør, og jeg havde faktisk gang i et headhunter-firma. Det er ikke enkelt efter så mange år,« siger han.

Helt bogstaveligt vil Erik Rasmussen dog forlade kontoret med de tre trefløjsvinduer ud mod Valkendorfsgade. Til april flytter Mandag Morgen til Bredgade i indre København. Nye kontorer med bedre mulighed for ekspansion.

»Vi har brug for den plads. Men det er også med til at markere, at Mandag Morgen tager et spring. Det passer mig fint, at man går ind ad nogle nye døre.«

Læs også
Annonce