*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Carlsbergfondet i vildt storudsalg af ejendomme

Flere end 700 lejligheder på nogle af hovedstadsområdets mest lukrative adresser er sendt i udbud - pengene skal bruges til at polstre Carlsbergfondet.

Erhverv
»Jeg mener ikke, at vores hovedopgave i Carlsbergfondet er at leje lejligheder ud. Derfor er ejendommene sat til salg. Selv om vi har Deas til at klare den daglige drift, har vi alligevel fået mange henvendelser fra lejere, og det er vores lille sekretariat ikke gearet til,« siger Flemming Besenbacher. Foto: Carsten Bundgaard

Carlsbergfondet har sat seks større ejendomme i hovedstadsområdet og Gentofte til salg. Foreløbig er man i gang med at udvælge købere til de attraktive bygninger.

Salget ventes at indbringe Carlsbergfondet mellem 1,1 og 1,2 mia. kr., vurderer branchekilder, og det beløb bekræfter Carlsbergfondets formand Flemming Besenbacher.

Fondet har ejet ejendommene fra før 2. Verdenskrigs udbrud, og salget sker for at strømline fondets aktiviteter. Carlsbergfondet er sat i verden for at støtte forskningen og være hovedaktionær i Carlsberg A/S. 

Det indeholder ejendommene

Carlsbergfondets ejendomme markedsføres under overskriften: The Six Pack Portfolio

  • Der er tale om seks ejendomme fordelt med to på Frederiksberg (C.F. Richs Vej og Ved Boldbanen), 3 i Københavns Kommune (Haraldsborg, Munken og Søborg Huse) og en enkelt i Gentofte (Høeghsmindeparken)
  • Tilsammen drejer det sig om 704 lejligheder, 49 erhvervslejemål og 170 kælderenheder og parkeringspladser.
  • I alt 70.000 kvm fordelt på 64.500 kvm bolig og 5.500 kvm erhvervslejemål
  • Ejendomssalget håndteres af Catella Corperate Finance
  • Ejendommene er opført i perioden 1905 og 1939
  • Der er mulighed for at etablere yderligere lejligheder i flere af loftsetagerne i ejendommene
  • Den samlede salgspris ventes at ligge på mellem 1,1 og 1,2 mia. kr.
  • Navnet "The Six Pack Portfolio" er hentet fra bryggeriverdenen og hentyder til en pakke med seks øl - en six pack.

»Jeg mener ikke, at vores hovedopgave i Carlsbergfondet er at leje lejligheder ud. Derfor er ejendommene sat til salg. Selv om vi har DEAS til at klare den daglige drift, har vi alligevel fået mange henvendelser fra lejere, og det er vores lille sekretariat ikke gearet til,« siger Flemming Besenbacher.

De seks ejendomme består af 704 lejemål og 49 erhvervslejemål samt parkeringspladser og kælderenheder. To af dem ligger på Frederiksberg, mens tre er i Storkøbenhavn og en enkelt i Gentofte.

Carlsbergfondet
  • Stifteren af bryggeriet Carlsberg, J.C. Jacobsen, etablerede i 1876 Carlsbergfondet. Fondets opgave var i første omgang at yde tilskud til og lede Carlsberg Laboratorium samt støtte dansk forskning.
  • Carlsbergfondet blev samtidigt overdraget til Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab, der lige siden har valgt bestyrelsesmedlemmerne til Carlsbergfondet blandt Selskabets egne medlemmer.
  • Fondet er ved at opføre et hus med 24 forskerboliger på Carlsberggrunden i Valby. Det ventes færdigt til september og kommer til at koste 150 mio. kr.
  • Carlsbergfondet sidder på 30 pct. af aktiekapitalen i Carlsberg og på 75 pct. af stemmerne.

»Provenuet skal styrke vores likvide midler, som dermed bliver øget fra 1,5 mia. kr. til ca. 2,5 mia. kr. Der er tale om en yderligere polstring, så vi også i fremtiden er sikker på at kunne støtte forskningen i det omfang, vi gerne vil,« siger Flemming Besenbacher.

Mange af lejlighederne i de seks ejendomme er udlejet til tidligere medarbejdere, venner af huset og forskere. Med nye ejere kan lejerne se frem til huslejestigninger i takt med fraflytning og renovering. Men Carlsbergfondet vil ikke sælge til hvem som helst.

»Jeg ser gerne, at køberen eller køberne bliver en pensionskasse eller lignende. Vi vil ikke sælge til en køber, der kun har profitmaksimering for øje. På den anden side er der heller ingen tvivl om, at mange af huslejerne ikke afspejler markedsværdien. Men det kræver renoveringer af lejlighederne, og Carlsbergfondet er ikke naturligt beskæftiget i ejendomsbranchen,« siger Flemming Besenbacher.

Jeg kan aflive alle formodninger om, at vi polstrer os til en eventuel aktieudvidelse i Carlsberg. Her ville en milliard kroner næppe heller gøre den store forskel.

Flemming Besenbacher, bestyrelsesformand i Carlsbergfondet og Carlsberg A/S

Den yderligere polstring ville også kunne bære uddelingerne til forskning gennem, hvis Carlsberg skulle beslutte sig for at suspendere eller nedsætte udbyttet. I de senere år er det gået den anden vej med større udbytter. Men for nogle år siden halverede Carlsberg sit udbytte, og dengang måtte Carlsbergfondet trække på sine reserver.

»Til gengæld kan jeg aflive alle formodninger om, at vi polstrer os til en eventuel aktieudvidelse i Carlsberg. Her ville en milliard kroner næppe heller gøre den store forskel, men en milliard kroner kan omvendt gøre stor forskel i fondets nye visionære Semper Ardens forskningsprojekter, der sigter på tværvidenskabelige nybrud eller nyudvikling af dansk forskning,« siger Flemming Besenbacher.

Carlsbergfondet vil stadig kunne disponere over lejligheder til forskere og andre, der kommer til landet. Fondet er i gang med at opføre 24 lejligheder i Carlsbergbyen. Desuden ejer man stadig to ejendomme omkring fondets hovedsæde på H.C. Andersens Boulevard i København.

Carlsberg har hyret Catella Group som rådgiver til at stå for salget af de seks ejendomme.

Læs også
Annonce