*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Kongresser vil vælte København i år

Hovedstaden får det største antal kongresgæster nogensinde, og det vil fylde hotellerne og skabe en milliardomsætning. Kulminationen nås med en kæmpekongres i oktober.

Erhverv
Kongresgæsterne vil strømme til København i år. Og de bruger mange penge. Foto: Joachim Ladefoged.

København får i år det højeste antal kongresgæster nogensinde.

Hovedstaden bliver samtidig vært for den hidtil største konference, som i flere dage vil lægge beslag på alle byens hotelsenge. Presset bliver så stort, at mange gæster må søge til Malmø eller byer i omegnen for at få en seng at sove i.

De mange besøgende skaber en milliardomsætning.

Ifølge Wonderful Copenhagen vil mere end 100.000 delegerede i løbet af 2016 søge til København for at deltage i en konference eller kongres. 

»København har aldrig tidligere haft så mange kongresgæster, og det betyder utrolig meget. Deltagerne i kongresser og konferencer har det højeste døgnforbrug af alle gæster,« siger Jonas Wilstrup, kongreschef i Wonderful Copenhagen.

Deltagerne i kongresser og konferencer har det højeste døgnforbrug af alle gæster.

Jonas Wilstrup, kongreschef i Wonderful Copenhagen.

I gennemsnit bruger en delegeret 3.100 kr. pr. døgn på overnatning, mad og drikke, transport, shopping og fornøjelser. 101.000 forventede kongresgæster vil give 400.000 overnatninger og en samlet omsætning på ca. 1,2 mia. kr.

Det flotte kongresår kulminerer den 7. oktober, når 18.000 delegerede valfarter til København for at deltage i en kongres om kræft arrangeret af den europæiske forening for medicinsk onkologi. Det er den hidtil største konference i hovedstaden.

»Kongressen vil fylde byens hoteller og få effekt både i Malmø og i omegnen af København,« siger Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta,  hotellernes og restauranternes sammenslutning.

De mange kongresser kan sætte yderligere skub i fremgangen for hotellerne. Belægningsprocenten på de københavnske hoteller var sidste år på 77 pct., og det er det højeste i adskillige år.

Kongressen vil fylde byens hoteller og få effekt både i Malmø og i omegnen af København.

Jens Zimmer Christensen, formand for Horesta.

Det er især de medicinske kongresser, som dominerer. I alt holdes ni arrangementer på sundhedsområdet med 3.000 eller flere deltagere.

Ifølge Wonderful Copenhagen er de mange kongresser resultatet af en langsigtet satsning. Samtidig er København en attraktiv destination.

»De delegerede vil gerne til København, og det har betydning for arrangørerne, som gerne vil have mange gæster,« siger Jonas Wilstrup.

Det er også positivt, at hovedstaden har en velfungerende lufthavn tæt på byen, alle taler engelsk, aftaler overholdes, og sikkerheden er høj, så de delegerede kan føle sig trygge.

Læs også
Annonce