*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
BREAKING
0

Leverandører åbner salgskrig med supermarkedskæder

En ny portal med nethandel tilbyder leverandører af fødevarer at handle direkte med forbrugere. Butikskæder er forundret over den handelsform fra branchens leverandører - og en medejer af det nye selskab trækker sig ud igen.

Erhverv
Danske dagligvareleverandører er også klar til at levere produkter direkte til forbrugerne. Arkivfoto: Carsten Bundgaard

Dagligvareleverandører vil selv levere mad og andet til forbrugere rundt om i Danmark. Det skal ske gennem en ny handelsportal, som går i luften om få uger – og dermed bliver en konkurrent til de danske supermarkedskæder.

Netbutikken Shobr.com har ifølge bagmændene allerede aftaler med flere end 60 leverandører af dagligvarer, og logstikken er på plads. Varerne skal distribueres til landets husstande gennem et samarbejde med PostNord.

»I andre brancher - og eksempelvis modeindustrien - er det hverdag, at producenterne bruger alle salgskanaler. Lige fra forhandlere med fysiske butikker til også egen nethandel. Vi opbygger nu en handelsplatform, så leverandører inden for føde- og dagligvarer også får endnu en salgskanal,« siger Lars Munch Johansen, som er adm. direktør for selskabet bag Shobr.com.

Så vi trækker os ud igen, da der ikke må være tvivl om, at vi arbejder med alle parter i dagligvarehandlen.

Thorkild Andersen, Frode Larusen A/S.

Han har tidligere været iværksætter bag en lang række selskaber - bl.a. modesvirksomheden Boozt, ligesom han står bag grænsehandelskonceptet Netpris.

Oprindelig tog de danske dagligvareleverandørers organisation DLF initiativet til den nye handelsplatform, og organisationen har fortsat en mindre ejerandel. Med i ejerkredsen er ud over Lars Munch Johansen også bl.a. Thorkil Andersen, der står bag transportkoncernen Frode Laursen.

Han har dog netop og pludseligt trukket sig igen fra bestyrelsen. Det sker ifølge ham selv af hensyn til transportselskabets aktiviteter.

»Der er i dagligvarebranchen sået tvivl om Frode Laursens neutralitet i sektorens logistik med denne mindre investering. Så vi trækker os ud igen, da der ikke må være tvivl om, at vi arbejder med alle parter i dagligvarehandlen,« siger Thorkild Andersen.

Ifølge Lars Munch Johansen er målet dog slet ikke at udkonkurrere de danske kæder, som samlet har ca. 3.000 fysiske dagligvarebutikker.

»Vi laver en handelsplatform, hvor leverandører også kan være med til at introducere nye produkter direkte over for forbrugerne. Interessen blandt både danske og udenlandske leverandører er stor for at være med,« siger Lars Munch Johansen.

Han fastslår samtidig, at hvis projektet bliver en succes i Danmark, er målet at sprede salget ud i andre EU-lande

Coop danmark
  • Driver kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, Irma og Fakta.
  • 1.200 butikker rundt om i Danmark.
  • Koncernen omsætter for ca. 45 mia. kr. inkl. en række selvstædige brugsforeninger. Uden dem er omsætningen ca. 40 mia.
  • Ejes af 1,5 mio. medlemmer – danske forbrugere.

Coop Danmark med 1.200 butikker i kæder som Irma, Fakta, Kvickly og SuperBrugsen har også egen nethandel med Irma.dk inden for dagligvarer. Koncerndirektør Jens Visholm har ikke mange kommentarer om den nye konkurrrent. Han siger dog:

»Vi byder al ny konkurrence velkommen - det er med til at holde os skarpe. Men vi tror nu også, at leverandørerne relativt hurtigt finder ud af, at vi - også når det glæder online - har den mest effektive salgsmaskine.«

I De Samvirkende Købmænd, som bl.a. omfatter købmænd under Dagrofas butikskæder samt discountkæden Rema 1000, er direktør John Wagner forundret over, at nogle af branchens leverandører nu vil konkurrere gennem salg direkte til forbrugerne.

»De burde i stedet koncentrere sig om at levere deres varer til grossister og deres butikker,« mener John Wagner, DSK.


Læs også
Annonce