*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Topsøe-dynasti løfter sløret for storstilet biotekeventyr

Ejerfamilien bag industrivirksomheden Haldor Topsøe har skudt 200 mio. kr. i et biotekselskab, der kan ende på børsen.

Jakob Haldor Topsøe er barnebarn af Haldor Topsøe. Siden 2015 har han været formand for familiens ejerselskab Haldor Topsøe Holding. Foto: Tobias Nicolai

Den kendte danske erhvervsfamilie Topsøe har i al stilfærdighed sat en formue på spil på et helt nyt og højst risikabelt forretningsområde.

Således har familien, der er kendt for industriklenodiet Haldor Topsøe, investeret massivt i et biotekselskab, der forsøger at udvikle en ny behandling mod bl.a. kræft.

Det fortæller familiens frontfigur, Jakob Haldor Topsøe, formand for Haldor Topsøe Holding, i et eksklusivt interview med Finans.

»Vi har investeret et par hundrede millioner kroner i løbet af de seneste seks år, og vi kommer til at investere mere endnu,« siger han.

Selskabet hedder IGM Biosciences og hører hjemme i Silicon Valley i Californien. Her forsøger firmaet at udvikle lægemidler, der på sigt skal kunne bruges i behandlingen af særligt kræft, men potentielt også HIV.

IGM kort fortalt
  • IGM Biosciences er et amerikanske biotekselskab ejet af Haldor Topsøe Holding. Det hører hjemme i Californien, USA.
  • Virksomheden udvikler lægemidler, der på sigt skal kunne bruges i behandlingen af bl.a. kræft.
  • IGM står for immunoglobulin M, der er et antistof. Det adskiller sig fra andre antistoffer, såsom immunoglobulin G (IGG), ved, at fem antistoffer er bundet sammen. Det betyder, at der er flere bindingssteder.
  • Det kan betyde, at behandlingen er mere effektiv, og at der skal bruges en mindre mængde end ellers.

Efter en årrække, hvor selskabet har opereret under radaren, er udviklingen nu så fremskreden, at virksomheden inden længe skal i gang med ressourcekrævende kliniske forsøg.

Derfor er virksomheden også på jagt efter partnere fra industrien. De skal være med til at finansiere næste fase for virksomheden, som ifølge Jakob Haldor Topsøe også kan ende på fondsbørsen.

»Fremadrettet skal vi på den ene eller anden måde have finansiering udefra. Helst vil vi nok finde nogle udviklingspartnere, der som led i en samarbejdsaftale vil betale for de forsøg, der skal til. Der kan også blive tale om, at selskabet ryger på børsen,« siger Jakob Haldor Topsøe.

Et partnerskab kan blive i stil med det, som det succesfulde danske biotekselskab Genmab indgik i 2012 med Janssen, en del af den amerikanske gigant Johnson & Johnson. Janssen fik alle rettigheder til et af Genmabs lovende midler mod knoglemarvskræft, men overtog også alle forsknings- og udviklingsomkostninger. Genmab har til gengæld modtaget milepælsbetalinger på indtil videre 300 mio. dollars.

Der kan også blive tale om, at selskabet ryger på børsen

Jakob Haldor Topsøe, formand for Haldor Topsøe Holding

Ifølge Martin Bonde, formand for brancheorganisationen Dansk Biotek, kunne noget lignende være en mulighed for Topsøe-familiens biotekvirksomhed.

»Den traditionelle måde for biotekselskaber er, at man forsøger at indgå partnerskaber med større virksomheder. Jeg kan ikke vide, om det er den vej, IGM Biosciences vil gå, men det vil være den oplagte vej,« siger han.

Kræftområdet er i disse år et af de mest ombejlede overhovedet, og flere af verdens største medicinalselskaber, bl.a. Bristol-Myers Squibb, Merck & Co. og Roche, har for nylig fået godkendt nye kræftlægemidler. Alle spås at være potentielle blockbusters, dvs. lægemidler der sælger for mere end 1 mia. dollars om året.

Læs også