*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Tusinder af danskere har fået historiske pensionsklø

Der var historisk stor forskel på pensionsselskabernes evne til at skabe afkast i 2015, viser nye beregninger.

Finans
Adm. dir. Søren Dal Thomsen erkender, at AP Pension fik læsterlige klø i begyndelsen af sidste år, hvilket gav kunderne et dårligt afkast for 2015. Foto: Lars Krabbe

Kunderne i AP Pension har fået historisk meget baghjul i 2015. Danica Pension og SEB Pension ligger også i bund i disciplinen at skaffe kunderne det bedste afkast.

Det viser den første beregning af afkastene i 2015 i de moderne markedsrenteprodukter, som langt de fleste danskere har i dag.

Ifølge en pensionsekspert har forskellen mellem top og bund aldrig været større, og det betyder, at en gennemsnitskunde i AP Pension med en opsparing på 1 mio. kr. i et markedsrenteprodukt har mistet omkring 60.000 kr. alene i 2015.

»Jeg kan ikke erindre at have set en så stor forskel på et enkelt år før. Det merafkast, som PFA har leveret til kunderne, er mange mia. kr. værd, fordi det bliver forrentet år efter år frem til kunden går på pension,« siger Jørgen Svendsen, aktuar og adm. direktør i pensionsmæglerselskabet AFPR.

Vi kom horribelt fra start og fik læsterlige klø i første kvartal sidste år.

Søren Dal Thomsen, adm. direktør i AP Pension.

AP Pensions øverste chef erkender, at 2015 har været et annus horribilis.

»Vi har faktisk leveret gode afkast i 2015 internationalt set, men bare ikke i forhold til vores konkurrenter, fordi vi har fravalgt danske aktier. Det betød, at vi kom horribelt fra start og fik læsterlige klø i første kvartal sidste år. Resten af året har været godt,« siger Søren Dal Thomsen, adm. direktør i AP Pension.

Afkastene
  • Pensionsselskaberne har i årevis ikke kunnet blive enige om udarbejdelsen af et officielt og sammenlignet nøgletal for afkast.
  • Derfor har aktuar og pensionsekspert Jørgen Svendsen fra AFPR foretaget sammenlignelige beregninger af de enkelte selskabers afkast.
  • Selskaberne er ikke enige i opgørelsesmetoden.

Andre forhold, som havde stor betydning for afkastet, var valutaafdækning over for dollaren og valget af rigtige vækstmarkeder.

PFA Pension spillede sidste år på stort set alle de rigtige heste.

»Det har været afgørende, at vi har kunnet kombinere vores sunde og langsigtede portefølje med gode taktiske tiltag i 2015. Helt konkret har vi eksempelvis ramt dollaren rigtigt, og vi har også formået at undgå uroen i udviklingslandene,« siger Allan Polack, adm. direktør i PFA Pension.

Danicas afkast var i 2013 og 2014 ikke høje nok.

Anders Svennesen, investeringsdirektør i Danica Pension.

På tre års sigt ligger Nordea Liv & Pension i top med et gennemsnitligt, årligt afkast på 11,5 pct., mens Danica Pension er på sidstepladsen med et afkast på 7,6 pct. om året.

»Danicas afkast var i 2013 og 2014 ikke høje nok, og det har vi taget konsekvensen af ved at implementere en ny og mere fleksibel investeringsstrategi og ansætte et nyt investeringsteam. Det har båret frugt i anden halvdel af 2015, hvor vi ligger i toppen af markedet,« siger Anders Svennesen, investeringsdirektør i Danica Pension.

Læs også