*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Her kan du få et kviklån på 50.000 kr. på mobilbanken

Arbejdernes Landsbank giver kreditgodkendte kunder mulighed for at låne op til 50.000 kr. på mobilen.

Finans
Arbejdernes Landsbank tilbyder nu udvalgte kunder kviklånet "Lån på farten". Foto: Thomas Wilmann.

De udskældte kviklån er nu nået helt ind på de bonede gulve. Arbejdernes Landsbank begyndte for en måned siden at tilbyde deres kunder at låne op til 50.000 kr. ved blot at gå ind på mobilbanken og med ganske få klik bestille et såkaldt »Lån på farten«, som produktet er blevet døbt.

Kunderne skal altså ikke udfylde diverse papirer eller vente på en kreditgodkendelse fra banken først, men kan ude hos cykelhandleren eller elektronikbutikken få direkte adgang til et lån.

Arbejdernes Landsbank forklarer, at lånet er blevet født som følge af kundernes efterspørgel.

»Vi kan se, at mange kunder vælger de hurtige lån i detailhandlen og andre steder, og det har undret os, fordi de jo ofte kan få et bedre og billigere produkt hos os. Vi har derfor spurgt vores kunder, som har optaget et hurtigt lån, hvorfor de valgte netop den løsning, og svaret var, at det var nemt, enkelt og hurtigt,« siger Jesper Nielsen, forretningschef i Arbejdernes Landsbank.

Det er en rigtig god idé, så længe banken holder fast i den aktive kreditvurdering.

John Norden, bankekspert

Det er dog langt fra alle kunder, som får produktet tilbudt.

»Det er ikke et produkt, som alle kan få. Det er kun til de kunder, som ville få et ja, hvis de spurgte os om et lån. Man kan sige, at vi har lavet kreditvurderingen på forhånd, så de får lynhurtig adgang til lånet, hvis det bliver nødvendigt,« siger Jesper Nielsen.

Han vurderer, at det er væsentlig mindre end halvdelen af kunderne, som har adgang til kviklånet, der har samme rente som en kassekredit i banken – pt. 9 pct.

Bankekspert John Norden roser produktet.

»Det er en rigtig god idé, så længe banken holder fast i den aktive kreditvurdering. Kunderne efterspørger bekvemmelighed, og de får et bedre produkt i banken end ved at optage et traditionelt kviklån,« siger John Norden, adm. direktør i Mybanker.dk.

Andre banker kan også tilbyde deres kunder produktet.

»Det er en funktion, som vi har udviklet til Arbejdernes Landsbank. Det er en helt ny løsning, som vi netop har lanceret. Vi har indtryk af, at den også vil blive populær hos vores andre kunder, når de nu får den tilbudt også,« siger Flemming Hansen, proceschef i BEC.

Landets største bank kommer måske også snart med på vognen.

»Vi har ikke en tilsvarende funktion, men vi kigger hele tiden på, hvordan vi kan gøre det nemmere at være kunde i Danske Bank, så det er ikke utænkeligt, at vi vil komme med noget tilsvarende. Det er nemlig fint at tilbyde nem låneadgang til kunder, der har økonomi til det. Men det er samtidig en god idé lige at vende det kort med en rådgiver, inden man optager et lån, som øger ens afdrag med måske 1.000 kr. om måneden. Det kan også blive for kvikt,« siger Mark Namensen, rådgivningsdirektør i Danske Bank.

Læs også
Annonce