*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Minister undsiger Nykredits argument for at gå på børsen

Nykredit bruger kommende regulering som argument for, at det er tvingende nødvendigt at opgive 165 års foreningseje. Minister og ekspert er knap så nervøse.

Finans
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) tager det mere roligt end Nykredits øverste chef Michael Rasmussen, når det gælder ny regulering af realkreditsektoren. Foto: Stine Bidstrup

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har ikke samme frygt for nye regler fra EU som Nykredits øverste chef, Michael Rasmussen.

I sidste uge meldte Nykredit-chefen ellers ud, at realkreditkæmpen vil på børsen med henvisning til, at de kommende såkaldte Basel IV-regler vil ramme Nykredit hårdt.

Nykredit kender godt nok ikke reglerne endnu, men regner med, at selskabet skal hente omkring 15 mia. kr. på børsnoteringen.

Nye krav til banker
  • Fra 2019 kommer der nye krav til banker og realkreditselskaber i Europa.
  • De går under navnet Basel IV og fastlægges af den såkaldte Baselkomité.
  • Der kommer større krav til selskabernes egentlige kernekapital.
  • Der kommer også et såkaldt gulvkrav, som er en minimumsgrænse for, hvor risikabelt et udlån anses for at være.
  • Kravene ventes at gå hårdt ud over Nykredit, fordi mere end halvdelen af selskabets udlån er til én sektor - boligsektoren.
  • Kravene er ved at blive fastlagt og er derfor ikke endeligt på plads.

Erhvervs- og vækstministeren hæfter sig ved, at ingen kender effekten af de kommende regler, eftersom de ikke er besluttet endnu.

»Jeg forstår udmærket, at Nykredit reagerer på baggrund af den regulering, som allerede er vedtaget. Men i forhold til ny og endnu ikke vedtaget regulering kan jeg ikke se for mig, at den skulle ramme den danske realkreditsektor så hårdt,« siger Troels Lund Poulsen.

Jeg er optimistisk og fortrøstningsfuld i forhold til den kommende regulering.

Troels Lund Poulsen (V), erhvervs- og vækstminister

Faktisk har erhvervs- og vækstministeren en god mavefornemmelse.

»Jeg er optimistisk og fortrøstningsfuld i forhold til den kommende regulering – dog uden at være naiv. Jeg vil gøre alt, hvad der er i min magt, for at fastholde, at vi også i fremtiden har en superbillig boligfinansiering i form af det danske realkreditsystem,« siger Troels Lund Poulsen.

Han har allerede holdt møder med Jonathan Hill, EU's kommissær for finansiel stabilitet, som står bag den kommende regulering.

»Jeg har overbragt Jonathan Hill den danske regerings syn på den kommende regulering, og jeg mødes med ham igen inden længe. Vi er nemlig modstandere af, at man kvæler det opsving, vi oplever, med yderligere regulering af finanssektoren,« siger Troels Lund Poulsen.

Vore politikere vil kæmpe hårdt og sikkert også succesfuldt for dansk realkredit.

Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet

Nykredits øverste chef er glad for, at ministeren kæmper så indædt for at redde de danske realkreditobligationer.

»Det udspil, der er kommet fra Basel-Komiteen, vil selv i en minimumsversion have store konsekvenser for Nykredits muligheder for at låne ud, hvis Nykredit ikke børsnoteres. Vi er særdeles positive, hvis det lykkes ministeren og andre politikere at bløde Basel-kravene op,« lyder koncernchefen Michael Rasmussens svar i en mail fra Nykredits pressechef. Det har derfor ikke været muligt at stille opfølgende spørgsmål.

Bankekspert Lars Krull peger også på, at Nykredit er tidligt ude, selvom en børsnotering isoleret set kan være en fornuftig løsning.

»Vore politikere vil kæmpe hårdt og sikkert også succesfuldt for dansk realkredit, for vi har et EU, der tager mere og mere hensyn til nationalstater. Men Michael Rasmussen stoler ikke på politikerne og handler derfor lidt præmaturt. Når det er sagt, synes jeg, at en børsnotering er den rigtige løsning,« siger Lars Krull, seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Læs også