*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

PFA forskelsbehandler kunderne: Hundredtusindvis går glip af afkastgaver

Nye kunder i PFA får større andel i selskabets afkastgaver end gamle kunder. Det rammer bl.a. medarbejderne hos pensionskæmpen ATP.

Finans
PFA giver nye kunder  en større andel fra den såkaldte KundeKapital end gamle kunder.  Foto: Polfoto

PFA tørrer hundredtusindevis af nuværende kunder for de afkastgaver, som selskabet ellers gladeligt deler ud til nye kunder. Det skyldes, at PFA tillader en ulige fordeling af en særlig pulje med 15 mia. kr., som selskabet vil dele ud til kunderne i form af afkastgaver over de kommende år.

Forskelsbehandlingen består i, at nye kunder får en større andel fra den såkaldte KundeKapital end gamle kunder. Flere eksperter kritiserer fremgangsmåden.

»Jeg synes, at det er urimeligt, at de gamle kunder ikke har mulighed for at få samme høje andel af kundekapitalen som de nye kunder. Det viser, at PFA ikke tilgodeser de eksisterende kunder særlig meget. De har meget fokus på nye kunder,« siger Marianne Thørs, finansrådgiver og indehaver af rådgivningsfirmaet Confida.

Konkret betyder det, at hundrede tusinde kunder med 951.000 pensionspolicer i traditionelle pensionsprodukter kun får afkastgaver på i gennemsnit 2 pct. af deres pensionsopsparing, mens de nye kunder, som sparer op i det moderne markedsrenteprodukt, får afkastgaver på 5 pct. af deres opsparing.

Aktuar og pensionsmægler Jørgen Svendsen ryster på hovedet.

»Det er helt skævt og meget uretfærdigt, at PFA på den måde forskelsbehandler kunderne. Man skal huske på, at det stadig er omkring 60 pct. af PFA's samlede formue, som ligger i det traditionelle garantiprodukt (opsparing med fast rente, red.), der bliver negativt forskelsbehandlet,« siger Jørgen Svendsen, pensionsrådgiver i AFPR.

Forskelsbehandlingen er eksempelvis gået ud over de ansatte i Danmarks største pengetank, ATP, hvis ansatte har deres pensionsmidler placeret i PFA. Ifølge beregninger fra aktuar Jørgen Svendsen er en ATP-medarbejder med 1 mio. kr. på opsparingen således gået glip af 30.000 kr. i afkastgaver siden 2011 på grund af PFA's fordelingsnøgle.

ATP ønsker ikke at kommentere, hvor, sfor selskabet ikke har krævet af PFA, at dets medarbejdere får en lige så stor andel af afkastgaverne som andre virksomheders medarbejdere, som sparer op til alderdommen i PFA.

PFA, derimod, forsvarer forskelsbehandlingen.

»Vi har truffet den beslutning, at man kun kan tegne fuld kundekapital på depotet i markedsrenteproduktet (opsparing uden fast forrentning, red.), fordi gennemsnitsrentedepoterne falder voldsomt,« siger Allan Polack, adm. direktør i PFA, der dog åbner op for at ændre beslutningen, hvis kunderne efterspørger det.

Læs også
Annonce