*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Nykredits kunder er rødglødende

Kundetilfredsheden styrtdykker blandt Nykredit Banks kunder, efter at Totalkredit har hævet priserne markant.

Nykredits bidragsballade
Nykredit Banks kunder er blevet mere sure, siden Nykredit hævede priserne i datterselskabet Totalkredit. Foto: Ernst van der Norde/Polfoto

Mere end 40 pct. af Nykredit Banks kunder er nu så utilfredse, at de overvejer at vende banken ryggen. Det viser den seneste meningsmåling fra Voxmeter, som hver uge spørger danskerne om holdninger til deres bankforbindelse.

Samtidig mener mere end hver femte kunde i Nykredit Bank, at de har haft en dårlig kundeoplevelse på det seneste.

Udviklingen er så markant, at Nykredit Bank bør tage den meget alvorligt.

»Det er sjældent, at vi ser så voldsom en udvikling på så kort tid i forhold til utilfredsheden og dårlige kundeoplevelser. Det er virkelig en situation, som Nykredit skal tage alvorligt,« siger Christian Stjer, adm. direktør i Voxmeter.

Han forudser, at selskabet kan få svært ved at vende udviklingen.

»Nykredit Bank bliver med rette opfattet lidt som en internetbank. Den personlige kontakt mellem bankrådgiver og kunder er lille, og det er farligt i en situation med kunder, der i så stærk grad er utilfredse. Det skyldes, at flere skifter bank, hvis de ikke har en tæt tilknytning til eksempelvis en bankrådgiver,« siger Christian Stjer.

Han peger på, at de seneste ugers ballade over prisstigningerne i Totalkredit, som er ejet af Nykredit, især går ud over Nykredit Bank.

»Realkredit er generelt et lavinteresseområde. Nogle ved end ikke, hvor de har deres realkreditlån, fordi de har fået det gennem deres primære bankforbindelse. Derfor går det hårdere ud over Nykredit Bank end over Totalkredit, når man spørger danskerne,« siger Christian Stjer.

»Jeg er naturligvis ked af resultaterne, men de kommer desværre ikke bag på mig.

Henrik Rasmussen, bankdirektør i Nykredit.

Mybanker.dk konkluderer, at Nykredit Bank har lagt sig ud med dens kunder.

»Tilliden mellem en kunde og en bank skal gå begge veje, men Nykredit har brudt den. Selskabet har ganske enkelt skabt et fundamentalt problem, som sagtens kan tage 7 til 10 år at genopbygge – og det sker endda kun, hvis banken er i stand til at komme med positive tilbud til kunderne,« siger John Norden, adm. direktør i Mybanker.dk.

Nykredit er godt klar over, at der venter et stort arbejde med at genvinde kundernes tillid.

»Jeg er naturligvis ked af resultaterne, men de kommer desværre ikke bag på mig. Nykredit har befundet sig i en ekstraordinær situation de seneste uger, som vist ikke er gået mange forbi. Vi er meget ydmyge og bevidste omkring, at vi har noget tillid, vi skal ud og genvinde. Det skal vi blandt andet gøre ved at fortsætte med at give vores kunder god og troværdig rådgivning, være åbne og ærlige i vores kommunikation og tilbyde konkurrencedygtige produkter,« siger Henrik Rasmussen, bankdirektør i Nykredit.

Læs også