*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Verden er ved at drukne i kriser

Årsmødet i World Economic Forum har aldrig haft så mange udfordringer på dagsorden som nu.

»Mange af de traditionelle løsningsværktøjer dur ikke mere,« siger Klaus Schwab, World Economic Forums grundlægger. Foto: AP/Michel Euler

DAVOS – Dommedagsprofetierne står nærmest i kø, når World Economic Forum tirsdag indleder sit årsmøde i Davos.

I en ny rapport forudser World Economic Forum selv, at "Den fjerde industrielle revolution", der er tema for årsmødet, frem til 2020 netto vil koste 5 millioner job, og at det især vil gå ud over kvinderne.

Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, holder sig ikke tilbage.

Mandag har han således i interview med flere schweiziske medier ladet forstå, at flygtninge- og migrantudfordringen i Europa meget vel kan blive det reelle tema for årsmødet 2016.

»Årsmøderne har de seneste år endt med at være koncentreret om de uventede konsekvenser af begivenheder, der har været svære om ikke umulige at forudse. Vi har faktisk på mange årsmøder forudset, at fattigdomsflygtninge – for nu at bruge det ord – ville kunne blive en udfordring for Europa,« siger Klaus Schwab og fortsætter:

»Europa står i dag med en reel flygtningekrise som følge af borgerkrigen i Syrien, hvortil skal lægges en migrantkrise. Mange lande i Afrika er afhængige af råvareeksport, herunder eksport af olie, hvilket har udløst en økonomisk krise. Om bare 25 år forventes der at være én milliard mennesker i Afrika. Hvad vil man gøre, hvis den afrikanske befolkning allerede nu har sat sig i bevægelse med kurs mod Europa?«

Den fjerde industrielle revolution har blandt sine teser, at virksomheder i industrilandene i stigende grad vil afstå fra at udflage arbejdspladser til lavlønslande for i stedet at automatisere stadig større dele af produktionen.

»Vi ser allerede tendenser til sociale nedbrud i en række udviklingslande. Hvordan kan det ikke udvikle sig, hvis de udenlandske investeringer, der bl.a. bidrager til jobskabelsen, reduceres eller helt udebliver?«, spørger Klaus Schwab.

Han mener, at der er risiko for, at hen ved 20 millioner job kan gå tabt som følge af Den fjerde industrielle revolution, og at især middelklassen - grundpillen i verdens demokratiske lande - vil blive hårdt ramt.

»Årsmødet i Davos bliver det første, hvor beslutningstagere fra erhvervsliv og politik mødes for at drøfte mængden af udfordringer, som verden står over for. Det globale risikobillede er dybt alvorligt, og mange af de traditionelle løsningsværkstøjer dur ikke mere. Derfor er tæt koordination og samarbejde mere nødvendigt end nogensinde, og det er selve essensen af årsmøderne i Davos,« betoner Klaus Schwab.

USA sender vicepræsident Joe Biden til Davos, og i Obama-regeringen står Den fjerde revolution på den politiske dagsorden.

I sin tale tale om unionens tilstand erklærede præsident Obama, at når USA i 1960'erne som nation kunne sætte sig det mål at sende mennesker til Månen inden for 10 år, bør det også være muligt i dag at sætte sig det mål »én gang for alle at udrydde kræft« senest i 2025 .

Vicepræsident Biden er sat i spidsen for dette initiativ, og årsmødets allerførste session, der er lagt før den officielle åbning, har som emne udryddelsen af kræft inden for et tiår.

Når det gælder Den fjerde industrielle revolution kommer Joe Biden til Davos med dette budskab fra præsident Obama:

»Vi står foran forandringer, der kan betyde flere muligheder, men også større ulighed, og hvad enten vi kan lide det eller ej, vil forandringerne komme til at ske med stadig større hast. I dag erstatter teknologi ikke kun job ved samlebåndene. Næsten ethvert job vil kunne automatiseres, og det mindsker lønmodtagernes muligheder for at opnå lønstigninger. Til gengæld bliver en stadig større del af indkomster og formuer koncentreret i toppen af samfundet.«

Læs også
Annonce