*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Davos med sne i næsen

World Economic Forum har en unik ekspertise i mikromanagement, men har ikke kontrol med alt.

Der bliver passet godt på deltagerne i årsmødet i World Economic Forum, men måske ikke helt så godt på soldaterne. Foto: AP/Michel Euler

DAVOS – Kanapéer, Campari og kosmopolitisk konversation er formentlig det billede, som mange fjernt fra denne alpedal opfatter årsmødet i World Economic Forum.

Helt forkert er det ikke, men det er først, når aften- og nattemørket har lagt sig over Davos, at det sociale liv begynder.

Efter at have brugt dagen på intellektuel stimulation i verdensklasse, glider årsmødet over i den anden og mindst lige så vigtige funktion – netværk.

Invitationerne til aftenarrangementerne er reelt afgørende for, hvor man befinder sig i det neosociale hierarki i denne januaruge i Davos.

Ægte medlem af World Economic Forum bliver man først efter at have deltaget i årsmøderne i 10 år, da man inviteres til at blive medlem af Davos Circle og får udleveret en lille reversnål, der synliggør, at man tilhører cremen af eliten.

»Mange ministre, parlamentarikere og topchefer inden for erhvervslivet beklæder ikke deres poster i 10 år og derfor opnår de sjældent at blive en del af Davos Circle,« forklarer en højtstående medarbejder i World Economic Forum.

Ingen kan fuske sig til nålen eller få udleveret som en art æresbevisning.

Om nogen mestrer World Economic Forum detaljen og har en unik ekspertise i mikromanagement, der får årsmøderne i Davos til at forløbe med en så minutiøs præcision, at selv et schweizisk urværk ville gå i stå af andægtig misundelse.

Indimellem sker der, at der opstår revner i den velpolerede facade, og det skete lørdag. Fejlen ligger ikke hos World Economic Forum, men derimod de schweiziske myndigheder, der har ansvaret for sikkerheden i og omkring Davos.

Ud mellem de fine sprækker er sivet nyheden om, at et dusin soldater er blevet testet positive for misbrug af hash og fem af dem tillige for misbrug af kokain.

En talsmand for det schweiziske forsvar, Stefan Hofer, bekræftede lørdag, at oplysningerne er korrekte.

De 12 udgør kun en beskeden del af de flere end 4.500 soldater, der skal varetage sikkerheden, men det faktum, at der overhovedet kan forefindes narkotiske stoffer i en styrke, der har ansvaret for sikkerheden for stats- og regeringschefer fra hele verden, har efterladt den schweiziske hær med et alvorligt forklaringsproblem.

Det var narkohunde fra schweizisk politi, der afslørede misbruget, da en af soldaterne havde 3 gram kokain på sig.

Soldaterne kommer fra kantonerne Ticino og Graubünden – sidstnævnte er kantonen, hvor Davos er hjemmehørende.

Ifølge talsmanden er de soldater, der er taget i kokainmisbrug, blevet hjemsendt, hvorimod de soldater, der er blevet taget i hashmisbrug, forbliver i Davos, men vil blive mødt med disciplinære sanktioner.

En talsmand for World Economic Forum forsikrer, at sikkerheden på intet tidspunkt har været kompromitteret, og virkeligheden er da også, at sikkerhedsopbuddet i år har været uden fortilfælde.

Ikke mindst terrorangrebene i Paris har ført til en sådan skærpelse af sikkerheden, at bybusserne i Davos er blevet omlagt.

Tidligere måtte de køre igennem sikkerhedszonen, men det er ikke længere tilladt, hvilket der i denne uge kun er en gennemkørselsvej i Davos, hvilket har udløst trafikkaos, der ikke er blevet mindre af en kraftigt i antallet af limousiner, selv om det i reglen er hurtigere at bevæge sig til fods.

Årsmødet i Davos sluttede lørdag aften.

De deltagere, der har været med siden starten i tirsdags, er godt brugte med 371 sessioner at vælge i mellem, og - nå ja, et stort antal receptioner til den globale netværkspleje.

Læs også
Annonce