*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Brexit skaber turbulens om pundet

Det britiske pund dykkede mandag med 1,4 pct. efter weekendens udmeldinger om en britisk EU-afstemning til juni.

Brexit - britisk farvel til EU
Den populære London- borgmester Boris Johnson støtter et britisk farvel til EU. Søndag forklarede han sin holdning under stort medieopbud. Foto: Tim Ireland/AP

Den britiske brexit-afstemning rammer nu pundet. Mandag faldt det britiske pund med 2,4 pct. til det laveste niveau over for den amerikanske dollar siden 2009, inden det senere på dagen genvandt pusten og sluttede mandagen med et fald på 1,4 pct. til kurs 1.4135 i dollar.

Det skriver BBC.

Den britiske valutauro skyldes især turbulens på den hjemlige politiske scene, siger Sam Hill, seniorøkonom ved RBC Capital Markets, til BBC.

Fredag annoncerede den britiske premierminister David Cameron, at briterne skal til afstemning om deres fremtidige rolle i EU den 23. juni. En britisk afstemning har længe ligget og luret ude i horisonten, da Cameron tidligere have garanteret briterne, at en folkeafstemning om den Storbritanniens tilknytning skulle finde sted senest i 2017.

I sidste uge foregik der intensive forhandlinger i Bruxelles, hvor rammerne for Storbritanniens fremtidige rolle i EU skulle forhandles med de øvrige regeringsledere.

Med det på plads kunne David Cameron fredag sætte dato på, hvornår den britiske befolkning skal stemme ja til eller nej til det resultat, som Cameron kom hjem med fra Bruxelles.

Havde David Cameron håbet på en rolig weekend, tog han dog fejl. Allerede søndag var partifællen, Londons karismatiske borgmester Boris Johnson, fremme i medierne med den opsigtsvækkende melding, at han støtter brexit-kampagnen  – altså at Storbritannien skal forlade EU.

»Dagens svaghed i pundet afspejler en øget sandsynlighed for et Brexit, efter at den politiske modtagelse af den nye aftale om EU-medlemskabet var mere splittet, end premierministeren havde håbet på,« siger Sam Hill til BBC.

Læs også