*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Svagt opsving får økonomer til at slå alarm

Mens fremgangen i beskæftigelsen fortsætter, er væksten i produktiviteten kollapset. Udviklingen truer opsvinget, advarer økonomer.

Økonomi
Finansminister Claus Hjort Frederiksen lover der bliver gjort mere for at genoplive væksten herhjemme. Foto: Lars Krabbe

Økonomer i Nordea og Danske Bank advarer om, at væksten kan stagnere.

Fremgangen i beskæftigelsen har varet i 12 kvartaler i træk. Samtidig er væksten i produktiviteten dog kollapset. Kombinationen af de to bevirker nu, at lønninger og konkurrenceevne hurtigere kommer under pres, advarer økonomerne.

I sidste ende kan det tvinge regeringen til at stramme finanspolitikken, før væksten er kommet i gang, vurderer Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

»Det betyder, at vi kommer til at løbe tør for arbejdskraft i stigende grad. Så bliver man nødt til at træde på bremsen og få endnu lavere vækst,« siger Las Olsen.

Forleden halverede Danmarks Statistik de seneste års udvikling i produktiviteten i de private byerhverv, som er den værdi, vi skaber, når vi arbejder. For erhvervslivet som helhed stod den helt stille og faldt ifølge Dansk Erhverv ligefrem sidste år.

Efter at de seneste væksttal for 2015 skuffede, så skal man helt tilbage til 2006 for at finde en årlig vækstrate over 1,6 pct. Det er blandt de laveste i OECD.

Samtidig stiger de danske lønninger nu hurtigere end på vores største markeder for første gang siden 2011, viste tal fra arbejdsgiverforeningen DA torsdag.

»Det er blevet tydeligere, at de her problemer er vokset. Der er pænt momentum i jobskabelse, men det er der ikke i væksten. Det betyder, at fremgangen kan blive erstattet af stagnation,« siger Helge Pedersen, cheføkonom i Nordea.

Økonomerne foreslår bl.a., at man øger den ugentlige arbejdstid og fjerner barrierer, der øger konkurrencen på hjemmemarkedet for at øge produktiviteten.

EU-Kommissionen skosede forleden regeringen for ikke at have gjort tilstrækkeligt for at sparke liv i produktiviteten. Særligt indsatsen med at lempe restriktioner af detailhandel og fjerne barrierer i byggesektoren var utilstrækkelig, mente kommissionen. 

Regeringen er ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen opmærksom på vækstproblemet, men holder fast i den planlagte linje.

Man planlægger bl.a. en skattereform og en reform af erhvervsbeskatningen, som vil gøre det nemmere at drive virksomhed, vurderer han.

»Regeringen har allerede gennemført en lang række vækstinitiativer, der skal gøre det lettere og billigere at drive virksomheder. Det er en linje, som regeringen vil fortsætte,« siger Claus Hjort Frederiksen.

 

Læs også
Annonce