*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Økonomer slår fast: Lettelse af selskabsskat er uden lyneffekt

Det kan tage op til 10 år, inden virksomhederne investerer mere og øger produktiviteten som følge af sænkelsen af selskabsskatten i 2013.

Økonomi
Den daværende SRSF-regering præsenterede sin Vækstplan DK i 2013, hvor sænkningen af selskabsskatten blev annonceret.  Foto: Niels Hougaard

Mens virksomheder glæder sig over, at den danske selskabsskat igen i år er sænket, er der lange udsigter til, at dansk økonomi høster frugterne i form af flere investeringer og øget produktivitet.

Da den forrige regering i 2013 præsenterede selskabsskatten gradvise dyk fra 25 til 22 pct., lød politikernes argument, at en sænkning ville styrke virksomhedernes investeringer og dermed i sidste ende skabe flere job og øget vækst.

»Da politikerne gav et billede af, at selskabsskatten var noget, som her og nu forbedrede investeringerne, var det en form for oversalg,« siger Bo Sandemann Rasmussen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet.

Selskabsskat i Danmark
  • Den danske selskabsskat ligger i 2016 på 22 pct.
  • Med SFSR-regeringens vækstplan fra 2013 blev det vedtaget, at selskabsskatten skulle sænkes gradvist fra 25 pct. til 22 pct. i 2016.
  • For 10 år siden lå selskabsskatten på 28 pct.
  • I 1996 lød selskabsskatten på 34 pct.
  • Der er stor forskel på EU-landenes selskabsskat. Gennemsnittet for de 28 lande lyder på 22,8 pct.
Kilde: Skatteministeriet

Ifølge økonomiprofessoren er det ikke urealistisk, at man skal vente mindst ti år, før man ser en effekt af selskabsskattelettelserne.

Selskabsskattens lettelse var en del af den Vækstplan DK fra 2013, der blev underskrevet af et bredt politisk flertal. Den betyder, at virksomhedsskatten i år rammer 22 pct.

»En lavere selskabsskat vil sætte gang i virksomhedernes investeringer,« sagde daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun annoncerede sænkningen.

Men selv om den lavere selskabsskat nu er fuldt indfaset, er økonomerne enige om, at man skal se langt efter den ønskede effekt.

Virksomhedernes investeringer i maskiner og udstyr er eksempelvis på stort set samme niveau som i 2012, og væksten i produktiviteten oplevede nærmest et kollaps sidste år.

»Man kan ikke få øje på sænkningen, når man kigger på kurven over investeringer,« konstaterer Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.

»Men det er samtidig vigtigt at understrege, at vi ikke ved, hvad der var sket, hvis man ikke havde gjort det,« tilføjer han.

Ifølge Torben M. Andersen, professor i økonomi ved Aarhus Universitet, udelod politikerne en væsentlig detalje, da de annoncerede skattelettelsen.

»Politikerne glemte at fortælle, at der går lang tid, før man kan se resultaterne. Der er ikke noget empiri, der støtter argumentet om, at en sænkelse af selskabsskatten er en hurtigtvirkende vidundermedicin,« siger han.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jeppe Bruus, afviser præmissen for økonomernes kritik.

»Selskabsskatten er ét parameter ud af flere. Derfor skal man se det på den lange bane. Mig bekendt kan man heller ikke isolere effekterne af selskabsskatten. Man skal i stedet se på de samlede vilkår for at drive virksomhed i Danmark,« siger han.

Læs også
Annonce