*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Danskerne har sat vild turbo på handlen med aktier

Efter en årelang nedtur handler de private investorer langt flere aktier end tidligere. Det er en skidt udvikling, advarer professor.

Penge
Private investorer store handelsaktivitet har medvirket til et rekordår i 2014 på Københavns Fondsbørs. Foto: Finans

Lysten til at købe og sælge aktier er for alvor vendt tilbage blandt private investorer. I 2014 foretog private investorer flere end 1,6 mio. aktiehandler. Det er en stigning på 23 pct. i forhold til 2013 og hele 55 pct. i forhold til 2012, viser en opgørelse fra VP Securities.

Bag den øgede handelsaktivitet gemmer sig, at de private investorer især har solgt aktier, men det får alligevel Dansk Aktionærforening til at betegne den stigende handelsaktivitet som positiv.

»Nettosalget kan skyldes, at mange er flyttet til investeringsforeninger, men uanset hvad vidner tallene om et stigende engagement blandt danske investorer,« siger Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening.

Københavns Fondsbørs (Nasdaq København) har i 2014 haft det bedste år nogensinde målt på antallet af handler og det næstbedste målt på omsætningen, og her har man også noteret sig, at private investorer er blevet mere aktive.

»Jeg tror først og fremmest, det skyldes store indeksstigninger. Der er større aktivitet i et stigende marked, og der vil altid være en bevægelse fra enten aktier og over i investeringsbeviser eller omvendt. Det afhænger af, hvor de private vil placere deres penge, og om det f.eks. er i amerikanske aktier,« siger Bjørn Sibbern, adm. direktør i Nasdaq København.

Det har haft enorm betydning for aktiviteten, at nationalklenodiet Vestas er tilbage i storform. Samtidig kan vi se, at investorerne har anbragt over 1 mia. kr. i Novo Nordisk alene

Per Hansen, investeringsdirektør i Nordnet

Den store aktivitet mærker man hos børsmægleren Nordnet.

»Det har haft enorm betydning for aktiviteten, at nationalklenodiet Vestas er tilbage i storform. Samtidig kan vi se, at investorerne har anbragt over 1 mia. kr. i Novo Nordisk alene,« siger Per Hansen, investeringsdirektør i Nordnet, der peger på, at fænomenet "daytrading" så småt er ved at vinde frem igen - dog langt fra niveauet inden krisen.

Den heftige stigning i handelsaktiviteten bør man dog ikke ikke fryde sig over, mener Tom Engsted, professor ved Aarhus Universitet, som advarer imod daytrading.

»Man skal have en lang investeringshorisont. Der bliver handlet alt for meget, og det betyder, at investorernes samlede afkast bliver mindre, fordi der er omkostninger hver gang,« siger han.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Annonce