*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Pensionsselskaber fraråder kunder at spare ekstra op til pension

Mange tusinde danskere har sparet ekstra op på ratepension og livrente de sidste år før pensionen, selv om det er ren underskudsforretning for dem. Fremover skal de advares.

Penge
Forbrugerrådet Tænk har længe ærgret sig over pensionssektorens ensidige anbefalinger af at øge opsparingen også for mellemindkomster som sygeplejersker og politibetjente, der typisk rammes af modregning. Foto: Thomas Borberg

Pensionsbranchen begynder nu at advare ældre kunder, hvis ekstra pensionsopsparing er en underskudsforretning, fordi den blot betyder, at de ikke kan få folkepensionens tillæg.

Tidligere har landets pensionsselskaber holdt igen med at fraråde opsparing for ikke at opfordre folk til at spekulere mod statskassen, og fordi man har afventet en politisk løsning på problemet.

Men nu strammer Finanstilsynet rådgivningsreglerne.

Kunderne skal have besked, hvis de med fordel kunne vælge en aldersopsparing, som der ikke modregnes for i pensionstillæg, afdrage gæld eller blot nyde livet i stedet for at spare ekstra op på deres ratepension eller livrente.

»Rent privatøkonomisk er det rigtigt at fortælle danskere over 55 år, at det ikke nødvendigvis er godt at spare ekstra op til pension. Det har for længe været skjult for den enkelte forbruger,« siger professor Carsten Tanggaard, Aarhus Universitet.

Forbrugerrådet Tænk har længe ærgret sig over pensionssektorens ensidige anbefalinger af at øge opsparingen også for mellemindkomster som sygeplejersker og politibetjente, der typisk rammes af modregning.

»Ekstra opsparing til pension kan se nok så godt ud på papiret, men det vigtige for danskerne er, hvad de får i hånden som pensionister. Hvis ekstra opsparing blot betyder en reduktion af pensionstillæg, hører det med til god rådgivning at fortælle det,« siger seniorøkonom Morten Bruun Petersen, Forbrugerrådet Tænk.

Tidligere har selskaberne prøvet at hjælpe kunder, der er gået på pension, ved at råde dem til at få deres ratepensioner udbetalt over en længere periode end oprindeligt planlagt.

»Vi er nu forpligtet til at sige til kunderne, at det ikke for alle er en god idé at spare op i deres livrente de sidste år, før de går på pension. For nogle er det så hårdt beskattet, at de taber på det,« siger direktør Per Bremer Rasmussen fra pensionsbranchens organisation Forsikring & Pension.

Læs også
Annonce