*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Lidegaard til USA: Suspender Thule-udbud

Udenrigsminister Martin Lidegaard har torsdag bedt USA suspendere det omstridte Thule-udbud, til der er fundet en løsning på striden.

Balladen om Thule-udbuddet
Udenrigsminister Martin Lidegaard vil nu bede USA om at suspendere Thule-udbuddet. Foto: Peter Hove Olesen

Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) har torsdag bedt USA stoppe det omstridte Thule-udbud.

Det er sket på et møde i Udenrigsministeriet, hvor Martin Lidegaard har fremført den danske og grønlandske holdning til udbuddet af servicekontrakten på Thulebasen over for den amerikanske ambassadør, Rufus Gifford.

»Jeg har i den forbindelse også opfordret til, at det amerikanske luftvåben suspenderer udbudsprocessen, indtil der er fundet en løsning mellem USA, Grønland og Danmark,« siger Martin Lidegaard til Finans.

Jeg har i den forbindelse også opfordret til, at det amerikanske luftvåben suspenderer udbudsprocessen

Martin Lidegaard Udenrigsminister

Kravet kommer i forlængelse af de samtaler, den danske udenrigsminister havde sidste uge med sin amerikanske kollega John Kerry, Det Hvide Hus og Pentagon i Washington. Nu afventer Lidegaard det amerikanske svar, oplyser han.

Samtidig sender Martin Lidegaard et brev til en række folketingsmedlemmer. Det kommer som et svar på et brev fra onsdag, hvor et flertal uden om regeringen krævede, at Martin Lidegaard øjeblikkeligt drøftede sagen med USA for at bremse processen om udbuddet på Thule-basen.

Milliardkontrakten handler om drift og vedligehold af Thule-basen og er endt hos skuffeselskabet Exelis Services A/S, der er ejet af det amerikanske Vectrus. Tre dansk-anførte konsortier klagede efterfølgende over tildelingen af kontrakten til skuffeselskabet, men blev underkendt af den amerikanske rigsrevision den 18. februar.

I sit svar til politikerne skriver Lidegaard, at selv om der er en selskabsretlig tvist mellem Danmark og USA, fritager det ikke USA for at overholde den aftale, som blev indgået gennem en brevveksling i december 2013.

Thule-sagen
  • 1951: Danmark og USA indgår en forsvarsaftale om forsvaret af Grønland. Senere kommer et tillæg til aftalen, der siger, at kun danske og grønlandske virksomheder må få kontrakter på drift og vedligehold på Thule Air Base.
  • 2005: Greenland Contractors, som er ejet af MT Højgaard og Grønlands Selvstyre genvinder servicekontrakten på Thule-Basen og indgår en 10-årig aftale. Siden 1971 har de vundet alle servicekontrakter.
  • 2. juli 2013: Udenrigsministeriet anmoder Kammeradvokaten om at undersøge de EU-retlige regler i forhold til aftalen.
  • 9. december 2013: Udenrigsministeriet overleverer formelt certificeringen af selskaber i udbuddet til USA - US Air Force. I brevet understreger ministeriet, at kun selskaber registret i Danmark, Grønland eller Færøerne kan komme i betragtning.
  • 23. april 2014: Amerikanske Vectrus stifter Exelis Services A/S i Danmark – fem dage før udbudsfristen.
  • 31. oktober 2014: Servicekontrakten på 2,5 mia. kr. over syv år bliver tildelt Exelis Services A/S.
  • 6. november 2014: Jyllands-Posten - Finans bringer sin første artikel i sagen med afsløringen "Skuffeselskab sender milliardkontrakt fra Danmark til USA".
  • 13. november 2014: Alle de tre tabende konsortier; Per Aarsleff A/S, MT Højsgaards selskab Greenland Contractors I/S og Copenhagen Arctic A/S klager over afgørelsen til den amerikanske rigsrevision, GAO.
  • 5. december 2014: Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard (R) bliver kaldt i samråd i sagen.
  • 21. januar 2015: Udenrigsministeren er i hasteforespørgselsdebat i Folketinget indkaldt af de grønlandske medlemmer Johan Lund Olsen (IA) og Nick Nielsen (SIU).
  • 19. februar: Den amerikanske rigsrevision, GAO, afviser blankt de tre danske konsortiers klager.
  • 19. februar: Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) tager sagen op på højeste niveau med USA i Washington herunder udenrigsminister John Kerry.
  • 25. februar: Finans' aktindsigt afslører, at det danske Udenrigsministerium i juli 2014 afviste at hjælpe USA med at vurdere, om et skuffeselskab var på vej til at overtage milliardkontrakten i Grønland.
  • 25. februar: Udenrigsministeren beder sine embedsmænd redegøre for kommunikationen mellem Udenrigsministeriet og det amerikanske luftvåben, der har tildelt kontrakten til Exelis Services A/S. Den grønlandske regering, Naalakkersuisut, har også besluttet at kulegrave selvstyrets rolle i den omstridte sag.

Det handler ikke om dansk selskabsret, men derimod om fortolkning af en international aftale, skriver Lidegaard om sagen, og fastholdelsen af Exelis Services A/S som vinder er ikke i overensstemmelse med aftalegrundlaget, pointerer han.

»Indholdet, baggrunden og ånden i aftalen har været klar: Serviceudbyderen skal være et dansk/grønlandsk selskab, og der må ikke være tale om et udenlandsk ejet datterselskab,« skriver Martin Lidegaard.

Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti roser torsdag morgen Martin Lidegaard for at bede USA suspendere udbuddet.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Annonce