*

Politik
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Efter milliarder spildt på offentlige it-skandaler: Politisk flertal åbner for ny og kontroversiel kurs

Professor foreslår et regulært opgør med den kontroltankegang, der hidtil har styret offentlige it-projekter, der alt for ofte er endt med forsinkelser, fordyrelser og indimellem deciderede skandaler.

CBS-professor Kim Normann Andersen mener, at det offentlige skal slippe tøjlerne, hvis man skal undgå milliarddyre it-skandaler i fremtiden.
Foto: Sofia Busk

Igen og igen er offentlige it-projekter endt i milliarddyre skandaler. Nu er et flertal i Folketinget klar til at afsøge en helt ny kurs for at undgå gentagelser i fremtiden.

Udviklingen udspringer af et kontroversielt forslag fra professor Kim Normann Andersen fra Copenhagen Business School, som mener, at opskriften på succes er at tage kontrollen med it-projekterne fra det offentlige.

I årevis er mere kontrol, flere krav og strammere økonomistyring blevet anset som opskriften til at holde statslige it-projekter på sporet. Men det har ikke virket. It-projekterne bliver stadig forsinkede og ender ofte med at overskride budgettet med flere hundrede millioner kroner. Indimellem må de, som f.eks. Skats inddrivelsessystem EFI, skrottes, fordi systemet trods milliardinvesteringer ikke virker.

»Det offentlige ejer i dag masser af kuldsejlede it-systemer, som i værste fald aldrig kommer til at fungere. Hvad nu hvis vi vendte det om? Så man ikke købte og udviklede et helt nyt system, men bare købte licens til at bruge et system? At det offentlige så at sige købte en service, men det var private virksomheder, der fik frie hænder til at finde ud af, hvordan den service bedst kunne leveres,« foreslår Kim Normann Andersen.

Offentlige it-skandaler
  • Skats Et Fælles Inddrivelsessystem (EFI)
    Det digitale system til at inddrive skattegæld blev delvist taget i brug i 2013 efter seks års forsinkelse og ifølge flere medier med en budgetoverskridelse på mere end 300 mio. kr. EFI har ifølge Rigsrevisionen kostet 1,5 mia. kr. og var således knap tre gange så dyrt som planlagt. Systemet blev skrottet i 2015.
  • Arbejdsskadestyrelsens Proask
    Proask blev startet i 2008 og skrottet i 2014. De samlede udviklingsomkostninger er opgjort til omkring 163 mio. kr. Hertil kommer ca. 120 mio. kr. til renter, licenser og løbende drift af systemet, som der i en test blev fundet hele 200 fejl på.
  • Politiets Polsag
    It-systemet Polsag blev droppet i 2012. Systemet skulle have været fuldt implementeret i 2009 og have kostet 153 mio. kr. Regningen endte med at blive omkring en halv milliard kroner. Rigsrevisionen gav i en rapport i 2013 en sønderlemmende kritik af både Justitsministeriet og Rigspolitiets styring af it-projektet.
  • Digital tinglysning
    It-projektet blev først halvandet år forsinket og havde derefter i 2009 store startproblemer. Undervejs er budgettet skredet med næsten 200 mio. kr., og den samlede pris endte på mere end 650 mio. kr. Overgangen til den digitale tinglysning betød flere måneder med dyr ventetid for boligejerne i efteråret og vinteren 2009 og endte med, at Domstolsstyrelsen fik kritik af Rigsrevisionen for sin håndtering af sagen. Den digitale tinglysning bruges dog i dag.
  • Beskæftigelsesministeriets Amanda
    It-systemet Amanda er synonymt med offentlige it-skandaler. I 1996 blev det besluttet at bruge 214 mio. kr på et nyt system til arbejdsformidlingerne. Amanda-systemet bliver taget i brug i 2003, men skrottet allerede i 2008. Ifølge Prosa har projektet kostet mindst 1 mia. kr.
  • Forsvarets Daccis
    Efter 12 års ventetid og udgifter for 410 mio. kr. trak forsvaret i 2008 stikket og afbrød kontrakten med Saab, fordi it-systemet ifølge forsvaret ikke virkede.
  • Forsvarets Demars
    Forsvarets centrale it-system blev sat i drift i 2004 efter voldsomme forsinkelser. Prisen endte på næsten 1,2 mia. kr. – ca. 500 mio. kr. over det oprindelige budget for projektet. Systemet har siden mødt voldsom kritik for manglende effektivitet, ligesom der er brugt flere hundrede millioner på at vedligeholde og opdatere systemet.

To af de eksperter, der følger området på tæt hold – professor Søren Lauesen fra IT-Universitetet og tidligere departementschef Erik Bonnerup – bakker forslaget op.

Også interesseorganisationen IT-Branchen og en af de store aktører inden for udviklingen af offentlige it-løsninger KMD anser Kim Normann Andersens forslag for at være en nødvendig kursændring, hvis man skal undgå kuldsejlede it-systemer i fremtiden.

»Det offentlige skal gøre det, de er bedst til, mens vi gør det, vi er bedst til. Det kræver, at man gør det helt anderledes end i dag, for ellers ender vi med endnu flere store it-skandaler i fremtiden. Små quickfixes kan ikke gøre det,« siger direktør i KMD, Ole Jensen.

Netop KMD står som konsekvens af it-skandaler over for flere erstatningskrav fra utilfredse kunder i det offentlige. I efteråret sagsøgte Skatteministeriet det kapitalfondsejede selskab for knap 700 mio. kr. i erstatning for det fejlramte EFI-system, og i sidste uge kom det frem, at ATP ifølge TV 2 vil kræve op mod 1 mia. kr. af KMD pga. et stærkt forsinket pensionssystem. KMD afviser dog kravene.

På Christiansborg er både regering og opposition klar til at afsøge den nye kurs i håb om at undgå flere it-skandaler. It-ordførerne i Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet er positive og vil undersøge, om idéen kan testes på et kommende it-projekt.

»I dag går det for ofte galt, og man ender i en hårdknude,« siger it-ordfører Karin Gaardsted (S).

Minister for digital innovation, Sophie Løhde (V), vil nu gå videre med sagen.

»Kim Normann Andersen rejser en vigtig debat om, hvordan vi bliver bedre til at køre offentlige it-projekter og mulighederne for mere fleksible it-projekter. Det, synes jeg, er vigtigt, og det vil jeg arbejde videre med,« siger hun.

Læs også