*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Endomondo solgt til et stort amerikansk selskab

Handlen annonceres i aften. Teknisk set kan den danske sportsapps opkøber sagtens være en af de helt store spillere.

Tech
Endomondo blev stiftet i 2007 og har i dag 25 mio. brugere. Foto: Endomondo

Endomondo har nu så meget succes i løbefeltet, at udlandet ikke længere kan holde fingrene fra det danske it-selskab.

Finans erfarer, at Endomondo netop er blevet solgt til et stort amerikansk selskab. Handlen annonceres mellem klokken 22 og 23 i aften dansk tid, hvilket taler for, at opkøberen har hjemme på den amerikanske vestkyst. Måske endda i Silicon Valley.

Endomondo blev stiftet i 2007 med en erklæret mission om at gøre motion sjovere. Som sagt, så gjort. Endomondo Sports Tracker har i dag 25 mio. brugere, som anvender app'en til at registrere deres distance, tid, kalorietab og meget mere, når de går, løber eller cykler.

Hvert døgn kommer der op imod 30.000 ekstra kunder fra hele verden i Endomondos kartotek, hvilket gør det danske selskab interessant for ikke blot selskaber med fokus på wearable sportsteknologi, men også for selskaber med fokus på big data som sådan. Set i det lys kan opkøberen - teknisk set - sagtens være en af de helt store spillere i teknologibranchen og i det hele taget.

Rygtet om et opkøb har floreret siden begyndelsen af januar, hvor det dels kom frem, at Endomondos bestyrelse er gået af, dels kom frem, at der er foretaget en forhøjelse af kapitalen i selskabet. Begge dele peger frem mod det salg, der nu ser ud til at være effektueret.

Dermed er Endomondos tidligere bestyrelsesformand, Preben Damgaard, for alvor tilbage som Danmarks it-konge.

Før jul solgte Navision-milliardæren det ene af sine porteføljeselskaber, Axcess, til norske Atea for 317 mio. kr., mens salgsprisen på Endomondo sagtens kan svinge sig lige så højt op under de rette omstændigheder.

»Der er nok ingen tvivl om, at det er et meget højt millionbeløb på trods af Endomondos beskedne indtjening,« siger Sydbanks it-analytiker, Morten Imsgard, med tanke på de 1,3 mio. kr., som sportsapp'en tjente hjem til sit selskab i 2013.

»Man køber jo ikke selskabet på de nuværende resultater, men på en kraftig formodning om, at indtjeningen vil eksplodere over tid, fordi brugerdatabasen allerede er så stor,« forklarer Morten Imsgard.

Bag Endomondo står trekløveret Christian Birk, Jakob Nordenhof Jønck og Mette Lykke. Med sidstnævnte som adm. direktør for de 25 ansatte. Det har hverken været muligt at få en kommentar fra den 33-årige leder eller fra selskabets investorkreds.

Denne artikel er en oplåst abonnementsartikel. Ønsker du fuld adgang til alle øvrige artikler i Finans’ abonnementsunivers, kan du helt uforpligtende få 40 dages gratis adgang ved at klikke her.

Læs også
Annonce