*

Serier
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Hvad har effektivt tisseri, trafikuheld og triste landmænd til fælles?

Et japansk motorvejsfirma har fundet en alternativ måde at bruge Big Data: Bilisters toiletbesøg. Det kan føre til millionbesparelser, men giver også et indblik i algoritmeøkonomiens udstrækning og potentiale.

Det nye hemmelige våben: Algoritme økonomien
Alle vil helst bruge rene toiletter, men i Japan er det nærmest en dødssynd, hvis de ikke rengøres og vedligeholdes. Nu vil Nexco, et japansk motorvejsfirma, bruge Big Data til at komme griseriet til livs. Foto: Friso Gentsch/picture-alliance/dpa/AP Images

TOKYO - Hvad er den mest effektive måde at træde af på naturens vegne? Og hvordan foretrækker de fleste at bruge et offentligt toilet? Det er ikke ubetydelige spørgsmål - der står endda millioner på spil.

Det mener Central Nippon Expressway Co., - Nexco i daglig tale - et af Japans største motorvejsselskaber.

Nexco driver nemlig ikke blot betalingsmotorvejene mellem storbyer som Tokyo og Osaka, men også de mange tankstationer og rastepladser langs med dem. Dem er der hundredvis af, udstyret med i alt næsten 10.000 toiletter.

Det er ingen nem opgave at holde styr på - især ikke, når det gælder et land som Japan, hvor renlighed ikke blot er en dyd, men en næsten hellig pligt. Toiletterne bruges samtidig af millioner af japanske bilister hvert år, og selv den mindste ineffektivitet kan blive en dyr fornøjelse i Nexcos rengørings- og vedligeholdelsesbudgetter.

Firmaet har dog et nyt våben i kampen mod griseri og slidtage: Big Data.

Big Data - snedig computeranalyse af enorme mængder information - associeres ellers normalt med firmaer som Google med deres uendelige indsamling af brugeroplysninger, der prompte sælges videre til reklamebureauer.

Men Big Data kan bruges til langt mere.

Ideen bag indsamlingen af brugerdata er alt andet end ny. Allerede for syv år siden installerede Nexco 3.000 bevægelsessensorer ved en fjerdedel af alle dets mandlige motorvejstoiletter, så firmaet kunne få et overblik over, hvordan bilisterne brugte dem.

Dengang var analysealgoritmer dog væsentlig mere primitive. Nexco druknede hurtigt i den efterfølgende tsunami af vandladningsdata.

Men med Big Data-algoritmernes nye, langt mere effektive analysestruktur, ser det anderledes ud.

For eksempel har Nexco fundet ud af, at dets kunder i højere grad end før foretrækker at bruge toiletbåsen frem for urinalet, såfremt begge er frie. I maj 2012 foregik 16 pct. af alle toiletbesøg i båsen - nu er det 18 pct.

Og bilisterne bruger længere tid derinde - et besøg i båsen tager nu 4 minutter og 4 sekunder gennemsnitligt. Det er 35 sekunder længere end i 2009.

Det er ikke uden betydning. »Vi har mange brugere ved disse faciliteter, så selv en stigning på en enkelt procent er væsentlig,« udtaler Koji Yamamoto, chef for Nexcos teknologiafdeling, til den japanske avis Chuonichi Shimbun.

Big Data
  • Big Data er datasæt så store, at normale analyseinstrumenter ikke kan håndtere dem.
  • Konceptet stammer fra omkring årtusindskiftet. De første Big Data algoritmer kan spores tilbage til år 2000.
  • I 2001 nævnes det for første gang i en marketingsrapport, udgivet af IT-analysefirmaet META Group.
  • Interessen for Big Data voksede hurtigt i takt med internettet, der hvert eneste år producerer et nærmest astronomisk stort antal data.

Firmaet regner med at kunne spare millioner af kroner på den nye indsigt. Ikke blot fordi hurtigere toiletbesøg betyder, at kunderne kan bruge mere tid i rastepladsens butikker. Samme Big data-analyse viser også et fald i trafikuheld, når tiden brugt i en toiletkø holdes nede.

Det bunder i, siger firmaet, at de nu mindre stressede bilister ikke skynder sig helt så meget, når der skal bakkes ind og ud af parkeringspladser.

Nexcos optimisme skyldes, at firmaet allerede har haft gode erfaringer med lignende dataindsamlinger fra kvindetoiletter. I 2013 opdagede firmaet via Big data-analyse, at dets kvindelige kunder klart foretrak at bruge båse, der lå tættere på toiletindgangen - disse var nemlig bedre belyst.

Nexco omstrukturerede med det samme lysforholdene og oplevede et næsten øjeblikkeligt 9 procents fald i brugen af indgangsbåse.

Det betød både langt mindre slidtage, men også mindre kødannelse ved indgangen.

Den slags alternative brug af kundeanalyser giver en idé om det fulde potentiale bag Big data-revolutionen, siger eksperter.

Lykkes det for verdens erhvervsliv at udnytte teknologiens fulde potentiale, vil det ifølge analysesitet SmartDataCollective betyde en samlet, global produktivitetsvækst på 2.700 milliarder kroner allerede i 2020.

Revolutionen gælder dog ikke kun virksomheder - selv den offentlige sektor i Japans yderste landdistrikter kan være med.

Japan har nemlig en af verdens hastigst aldrende befolkninger, mens de japanske kvinder ikke får mange børn. Samtidig sidder økonomien fast i lavvækst, og de fleste unge må søge til byerne for at finde job. Det betyder, at et stort antal triste landmænd i især Japans affolkede yderdistrikter har svært ved at finde en partner.

I årevis har lokalkommuner på stribe forsøgt sig med alt fra bingoaftener til danseevents for at få amorinerne til at svirre. Men uden megen succes. For der skal ofte en god portion held til at finde lige præcis det menneske, man passer bedst sammen med.

Derfor, siger guvernørkontoret i det landlige præfektur Ehime, har det bygget en database, inspireret af internettets mange datings sites, hvor den ensomme skatteborgers persondata kan Big data-analyseres, indtil algoritmerne finder vedkommendes mest romantiske match.

Guvernørkontoret håber, at dette vil føre til flere ægteskaber og dermed flere børn - men understreger, at systemet også kan bruges til en rask omgang speeddating.

»For hvem ved, hvad også den slags kan føre til? Menneskers forhold florerer, når de ikke sættes i bås fra en start,« udtrykker en guvernørrepræsentant i en lokalavis.

Databasen blev taget i brug fra begyndelsen af marts, og Ehimes lokalmedier har allerede glad kunnet rapportere om de første Big data-ægteskaber.

Læs også