*

Serier
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Bankernes aktionærer forkæles som aldrig før

Danmarks 10 største banker bruger tilsammen 27,5 mia. kr. på udbytte og aktietilbagekøb efter rekordindtjening i 2016. Forbrugerrådet raser over, at kunderne betaler festen.

Bankernes rekordregnskaber
De 10 største danske banker er gået fra at tjene 7,5 mia. kr. i overskud i 2012 til 34,5 mia. kr. i 2016.

Det er en fest at være aktionær i landets største banker. 6 af de 10 største pengeinstitutter leverede rekordstore overskud i 2016, og hvor bankerne for år tilbage gemte indtjeningen på kistebunden, bliver aktionærerne nu forkælet mere end nogensinde før.

Finans’ beregninger viser, at de 10 største banker tilsammen står til at forkæle aktionærerne for 27,5 mia. kr. på baggrund af 2016-resultaterne. Aldrig før har bankerne brugt så mange penge på at udbetale udbytter og tilbagekøbe aktier.

Serie: Bankernes rekordregnskaber
  • 6 ud af de 10 største banker har i 2016 leveret deres største overskud nogensinde. Det sker på et tidspunkt, hvor den klassiske bankforretning er stærkt udfordret på grund af de historisk lave renter, og hvor kunderne derfor må betale høje gebyrer for at sikre rekordindtjeningen.
  • Men hvorfor skal bankerne tjene så mange penge i et svært marked? Fordi investorerne kræver det, lyder det fra bankerne, der i stor stil sender indtjeningen videre til aktionærerne i form af udbytte og aktieopkøb.
  • Finans stiller skarpt på bankernes rekordregnskaber, investorernes afkastkrav og kunderne, som ikke har lyst til at betale gildet.
  • Finans fokuserer i serien på følgende 10 banker: Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank, Ringkjøbing landbobank og Nordjyske Bank. Heraf har følgende leveret rekordoverskud: Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord (hvis man fratrækker et ekstraordninært aktiesalg i 2015), Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank.

Forkælelsen af aktionærerne sker samtidig med, at mange kunder oplever, at bidragssatser på boliglån stiger, og at nye gebyrer dukker op f.eks. for at bruge sin netbank. I 2016 tjente de 10 største banker tilsammen 27,2 mia. kr. i nettogebyrindtægter, hvilket er en smule mindre end i 2015, hvor gebyrindtægterne toppede. Dertil kommer bidragsindtægterne, som i 2016 er steget marginalt i de tre bankejede realkreditinstitutter.

Forbrugernes organisation er stærkt utilfreds med, at bankerne belønner aktionærerne frem for kunderne.

Sådan har vi gjort
  • Finans har gennemgået fem års regnskaber i Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit Bank, Spar Nord, Arbejdernes Landsbank, Vestjysk Bank, Ringkjøbing landbobank og Nordjyske Bank.
  • I forhold til udbytter og aktietilbagekøb har vi så vidt muligt regnet dem med på det tidspunkt, hvor udbytterne bliver besluttet og hvor bestyrelselsen får bemyndigelse til at foretage aktietilbagekøbet.
  • Nordeas danske del opgiver ikke et tal for udbytte af årets overskud. Derfor har Finans estimeret udbyttet ud fra koncernens pay-out-ratio på 70 pct. I 2016 havde Nordeas danske bank et årsresultat på 7,4 mia kr.
  • Tilsammen har de 10 banker leveret det største overskud efter skat i 2016. Desuden har følgende 6 af de 10 banker leveret rekordoverskud: Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord (hvis man fratrækker et ekstraordninært aktiesalg i 2015), Ringkjøbing Landbobank og Nordjyske Bank.

»Bankerne skruede op for gebyrerne, fordi de skulle bruge kapital til at blive mere solide og leve op til lovgivningen. Det var til at forstå, fordi det også er i kundernes interesse, at bankerne kan stå igennem en ny krise. Men nu kan man så se, at pengene fosser ud til aktionærerne. Og det provokerer mange kunder,« siger Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom i Forbrugerrådet Tænk.

I Finanstilsynet har man ingen problemer med, at bankerne tjener mange penge, men tilsynsdirektør Jesper Berg er ikke glad for, at en stor del af rekordindtjeningen ryger videre til aktionærerne.

»Vi er bekymrede for, at det ikke er en holdbar situation. Aktionærernes forventninger til udbytter skal være lavere,« siger Jesper Berg.

Alene Danske Bank vil bruge 19 mia. kr. på udbytte og aktietilbagekøb, men bestyrelsesformand Ole Andersen afviser, at der er et problem. Han insisterer på, at det er til kundernes fordel, at banken lever op til investorernes forventninger.

»Aktionærerne skal jo have et afkast for at stille kapital til rådighed for os. De ser gerne, at de både får en løbende værdistigning og et løbende afkast. Hvis vi ikke leverer et fornuftigt afkast, sælger de aktierne og investerer i noget andet,« siger han.

Læs også