*

Finans
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Finansiel Stabilitet brugte seks år på at skaffe beviser i erstatningssag Efter EBH-krak - nu må de ikke bruges

Ifølge en ekspert bliver det sværere for statens bankoprydder at vinde en 700 mio. kr. stor erstatningssag, efter at retten har afvist ønsket om at få udarbejdet syn og skøn.

Ifølge Arvid Andersen, der er advokat for EBH Banks tidligere adm. dir. Finn Strier Poulsen, bør Finansiel Stabilitet overveje, om man overhovedet har en sag, efter at Kammeradvokaten har misset at få syn og skøn. Foto: Joachim Adrian.

Finansiel Stabilitet, der for staten rydder op i banksektoren efter finanskrisen, har lidt et opsigtsvækkende nederlag i retsopgøret efter EBH Banks krak.

Kræver 700 mio. kr.
  • Den 23. december 2010 stævnede Finansiel Stabilitet en række nøglepersoner i den krakkede EBH Bank.
  • Kravet er på 700 mio. kr.
  • I dag er BDO som revisionsfirma og 15 personer stævnet: 10 tidligere bestyrelsesmedlemmer med tidligere formand Egon Korsbæk i spidsen. To fra den tidligere direktion med adm. dir. Finn Strier Poulsen i spidsen og tre tidligere revisorer.
  • Selve retssagen begynder den 4. september i år. Der er afsat 102 dage i retten til sagen. Sidste retsmøde er sat til den 10. oktober 2018.
  • Finansiel Stabilitet har lavet to advokatskift i løbet af sagen. Først fra advokatfirmaet Plesner til advokat Thorbjørn Sofsrud fra Kammeradvokaten. Og i sidste måned til Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten.

Finansiel Stabilitet kræver 700 mio. kr. i erstatning fra bankens tidligere bestyrelse, direktion og revision og har i flere år arbejdet på at få udarbejdet syn og skøn som et bevis i sagen. For seks år siden - i december 2010 - tog bankoprydderen forbehold for at gennemføre syn og skøn, og i foråret 2015 var meldingen, at det næsten var færdigt. Men i sidste måned gav landsretten de sagsøgtes forsvarsadvokater ret i, at der ikke skal udarbejdes syn og skøn. Der er ganske enkelt ikke længere tid til at gennemføre det, fordi selve retssagen går i gang om mindre end et halvt år.

»Gennem et syn og skøn skulle uvildige eksperter bl.a. kigge på en række konkrete engagementer og fastslå, hvad der er en norm for uforsvarlig kreditgivning. Nu får vi ikke en sådan norm fastslået. Dermed bliver det sværere at tilsidesætte de af banken foretagne dispositioner. Set fra mit bord må Finansiel Stabilitet nu nøje overveje, om man overhovedet har en sag,« siger advokat Arvid Andersen, der i sagen forsvarer EBH Banks tidligere adm. direktør, Finn Strier Poulsen.

Nu bliver det sværere for sagsøger at løfte bevisbyrden. Ikke umuligt, men sværere.

Søren Friis Hansen, professor på CBS.

Ifølge en ekspert er afvisningen ikke ensbetydende med, at statens repræsentant ikke længere kan vinde sagen. Men opgaven er blevet sværere.

»Man laver syn og skøn for at få det bedst mulige bevismæssige grundlag, så nu bliver det sværere for sagsøger at løfte bevisbyrden. Ikke umuligt, men sværere,« siger Søren Friis Hansen, professor i selskabsret på CBS.

Syn og skøn
  • Er et bevis i en sag.
  • Retten anmoder en eller flere fagpersoner om at besvare spørgsmål i sagen. De skal være neutrale og relevante for sagen.
  • Den part, der ønsker syn og skøn, skal lave forslag til spørgsmål. Modparten får mulighed for at kommentere forslaget, og retten skal godkende det.
  • I EBH-sagen har Finansiel Stabilitet ønsket syn og skøn på revisionens arbejde og på konkrete kundeengagementer for at få klarlagt, om etableringen af engagementerne skete forsvarligt, der løbende var overvågning, der blev skredet ind ved gentagne overtræk og lagt planer for afvikling.
  • Finansiel Stabilitet har bl.a. ønsket bankens engagement med den krakkede Stones Invest-gruppe underlagt syn og skøn. Et ejendomsselskab som krakkede med en milliardgæld, og hvis ejer, Steen Gude, fik 6 års fængsel for skyldnersvig, skattesvig og bedrageri.

Finansiel Stabilitet ærgrer sig over, at man har lidt et nederlag i den højtprofilerede sag.

»Jeg kan ikke udelukke, at det kan komme til at påvirke den måde, vi skal føre sagen på, men vi tror stadig, at vi har en god sag, og derfor fører vi den selvfølgelig videre,« siger Henrik Bjerre-Nielsen, adm. direktør i Finansiel Stabilitet.

EBH Bank
  • EBH Bank - Egnsbank Han-Herred - havde hovedsæde i Fjerritslev.
  • Banken krakkede den 21. november 2008.
  • Krakket har ført til en stribe retssager mod bl.a. den tidligere ledelse i banken.
  • En af sagerne var mod syv ledende medarbejdere i tre pengeinstitutter kaldet direktørnetværket, som i byretten blev frifundet for kursmanipulation, mandatsvig og bedrageri. Det vakte opsigt, da bagmandspolitiet ved en fejl ankede sagen en dag for sent, hvorfor den aldrig kom for landsretten.

Efter afvisningen af syn og skøn har partner Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten overtaget sagen på vegne af Finansiel Stabilitet. Han ønsker ikke at udtale sig.

Læs også