Finans
0

Pensionskæmper skyder milliarder i provinsen

København og Aarhus bliver nu erstattet af byer som Horsens, Aalborg og Silkeborg i pensionskassernes investeringsplaner.

Pensionsselskaberne har fået appetit på at bygge boliger i en række af landets større provinsbyer. Ind til for nylig var de stort set kun interesseret i København og Aarhus.

Efter en årrække, hvor landets pensionsselskaber har placeret stort set samtlige ejendomsinvesteringer i hovedstaden og Aarhus, har flere af de store pengekasser fået smag for provinsen.

Alene PFA, AP Pension, Pensam, PKA og Industriens Pension står tilsammen klar med flere milliarder kroner til boligprojekter i byer som Horsens, Silkeborg, Aalborg, Odense og Hillerød.

Her bygger pensionskæmperne ejendomme i provinsen
  • Silkeborg: AP Pension vil investere ca. 600 mio. kr. i den nye bydel Søtorvet med butikker og boliger.
  • Odense: AP Pension vil investere ca. 550 mio. kr. i et nyt byggeri med boliger og butikker ved siden af rådhuset i Odense centrum. Desuden investerer PKA 250 mio. kr. i opførelsen af 140 lejligheder.
  • Horsens: AP Pension vil investere ca. 500 mio. kr. i at omdanne den såkaldte Kvickly-grund på 77.000 m2 til en ny bydel med i Horsens’ centrum. Desuden har AP Pension planer om yderligere investeringer i byen for 200-400 mio. kr. Også PFA har planer om at bygge 50-60 boliger i byen.
  • Aalborg: Lærernes Pension har offentliggjort to boligprojekter i Aalborg for i alt 600 mio. kr. PKA investerer i 152 eksisterende ungdomsboliger til en værdi af 110 mio. kr. PFA har et projekt med 300 boliger til et trecifret millionbeløb. Og Pensam bygger 427 boliger til en forventet salgsværdi af ca. 1 mia. kr.
  • Hillerød: PKA investerer 150 mio. kr. i opførelsen af 62 lejligheder. Også PFA bygger 94 boliger for et trecifret millionbeløb.
  • Diverse provinsbyer: PFA og Industriens Pension er gået sammen om at investere op imod 1 mia. kr. i en fond, som skal investere i vækstbyer uden for hovedstanden og Aarhus.
  • Ukendt by: PKA har netop indgået en ikke offentliggjort aftale om et boligbyggeri i en større dansk provinsby til en værdi af ca. 400 mio. kr.
  • Ovenstående liste er ikke komplet.

»Når vi ser på muligheden for at skabe et fornuftigt afkast på boliginvesteringer, er mange provinsbyer i dag mere attraktive end København og Aarhus, hvor vi mener, at priserne er kommet ret højt op,« siger PFA’s ejendomsdirektør, Michael Bruhn.

Inden for det seneste år har pensionsselskaberne afsat mere end 5 mia. kr. til boligbyggeri i provinsen. Det viser Finans’ rundringning til en række store pensionskasser.

Interessen er kommet, i takt med at ejendomsmarkedet i København og Aarhus spidser til, fordi priserne stiger, udenlandske ejendomsinvestorer rykker ind, og afkastet på investeringerne falder. Samtidig er der vækst og vilje til forandring i flere af de større provinsbyer.

Vi oplever lige nu, at flere og flere er interesseret i at investere i vores by, og det giver os en masse muligheder for at udvikle byen, som vi ikke har haft tidligere.

Peter Sørensen (S), borgmester i Horsens

Det tiltrækker AP Pension, der står klar med boligprojekter for mere end 1,5 mia. kr. uden for København og Aarhus. I hjertet af Horsens har AP afsat 500 mio. kr. til at bygge en helt ny bydel med forretninger og boliger. Det vækker begejstring hos byens borgmester, Peter Sørensen (S):

»Vi oplever lige nu, at flere og flere er interesserede i at investere i vores by, og det giver os en masse muligheder, som vi ikke har haft tidligere, for at udvikle byen.«

På Syddansk Universitet er professor Morten Skak begejstret på provinsbyernes vegne. De private investorer kan være med til at gøre byerne mere attraktive, men han fastslår samtidig, at det ikke løser problemerne i Udkantsdanmark.

»Når de større provinsbyer får et større udbud af boliger, bliver prisstigningerne mindre, og det bliver mere attraktivt at flytte ind til provinsbyerne, hvor arbejdspladserne også typisk ligger. På den måde kan udviklingen i virkeligheden være med til at suge ekstra fra Udkantsdanmark,« siger Morten Skak.

BRANCHENYT
Læs også