Finans
0

Nordfyns Bank får godkendt nye vedtægter før flytning af hovedkvarter

Aktionærerne i Nordfyns Bank har mandag sagt god for en række ændringer af vedtægterne, som sker forud en flytning af bankens hovedkvarter fra Bogense til Odense.

Det gælder blandt andet en ændring, der gør, at generalforsamlinger fremover ikke skal afholdes på Nordfyn, oplyser banken i en fondsbørsmeddelelse efter en ekstraordinær generalforsamling.

Baggrunden for flytningen er pladsmangel og problemer med at tiltrække medarbejdere.

- Det er svært for banken at tiltrække et tilfredsstillende felt af kandidater, når vi skal rekruttere medarbejdere til specialistfunktionerne i administrationen. Udfordringen er typisk geografisk betinget, og det er derfor vigtigt, at vi placerer os rigtigt i forhold til infrastruktur, skrev Nordfyns Bank i indkaldelsen.

- Vi har ikke plads nok på nuværende tidspunkt, og vi har behov for yderligere - og ikke mindst tidssvarende kvadratmeter for at kunne samle alle hovedkontorfunktionerne og for at kunne udnytte ressourcerne langt bedre. Det er ikke hverken muligt eller økonomisk forsvarligt at overveje flere ændringer af den nuværende bygning i Bogense, skrev banken.

Nordfyns Bank er i øjeblikket på udkig efter en bygning til at huse det fremtidige hovedkvarter i Odense.

BRANCHENYT
Læs også