*

Finans
0

Fagforening truer Nordea: Flytter I fra landet, ryger der 1 mia.

En af Sveriges største fagforeninger truer nu storbanken Nordea med at trække både penge og aftaler, hvis den flytter hovedsædet til Danmark eller Finland som følge af stigende bankafgifter i Sverige.

Nordeas øverste chef, Casper von Koskull, må vinke farvel til (indtil videre) 1 mia. svenske kroner, som den svenske fagforening Kommunal har i banken, hvis Nordea flytter hovedsædet ud af Sverige som annonceret pga. den svenske regerings planer om at hæve afgifter i banksektoren.
Foto: Anders Wiklund.

Nordeas planer om at flytte hovedsædet fra Sverige til enten Danmark eller Finland, møder nu kritik fra en af de største svenske fagforeninger, Kommunal.

Fagforeningen, der er det svenske LO’s største forbund med 500.000 medlemmer, har 1 mia. SEK (ca. 800 mio. kroner) samt flere serviceaftaler med den svenske storbank, og truer nu med at flytte hele sin bankforretning andre steder hen.

Det skriver det svenske medie Aftonbladet.

»Det er gigantiske summer, vi taler om, og det vejer tungt for os at have vores bankforretninger med svenske banker. Regeringen vil indføre afgifterne, så skatteborgerne ikke skal tage skraldet, og det Nordea viser er en form for afpresning,« lyder det fra formanden Tobias Baudin med henvisning til risikoen for, hvor regningen ved en eventuel ny finanskrise ender.

I maj kom det frem, at storbanken planlægger at flytte hovedsædet – og dermed en selskabsskattebetaling i milliardklassen – fordi den svenske regering har planer om at hæve afgifter, der gør bankdriften dyrere.

Tidligere har den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen, K, hilst svenskerne velkomne, og understregede tidligere på foråret, at der ikke bliver pillet ved det nuværende skatte- og afgiftsniveau i Danmark.

»Vi har ikke til hensigt at introducere en skat, der svarer til den Sverige påtænker,« lød det fra ministeren.

Nordea ønskede ikke at kommentere udmeldingen fra Kommunal.

Læs også