Finans
0

AP Pension henter ny aktiechef i Nykredit

AP Pension vil styrke sin position i investeringsmarkedet og opretter ny aktiechefstilling, som bliver udfyldt af tidligere Nykredit-mand.

AP Pension har ansat Rasmus Cederholm i en nyoprettet stilling som aktiechef.

Landets fjerdestørste kommercielle pensionsselskab AP Pension har plukket ny aktiechef fra Nykredit i forsøget på at styrke sig på investeringsmarkedet.

Det er den 39-årige Rasmus Cederholm, som AP Pension nu nupper fra Nykredit. Han har siden 2011 været ansat i Nykredit senest i en stilling som Senior Porteføljeforvalter i Nykredits globale aktieteam.

Nyansættelsen sker efter, at AP Pension allerede i august også hentede en ny obligationschef, og nu forsøger pensionsselskabet igen at gøre sin investeringsafdeling endnu skarpere.

Vi har formuleret en investeringsstrategi, som betyder, at vi gerne vil være nær vores investeringer og aktivt deltage på de finansielle markeder,

Ralf Magnussen, Investeringsdirektør, AP Pension

»Jeg er glad for, at Rasmus har sagt ja til fremadrettet at være chef for vores nye aktieafdeling. Vi har formuleret en investeringsstrategi, som betyder, at vi gerne vil være nær vores investeringer og aktivt deltage på de finansielle markeder,« siger Ralf Magnussen, der er investeringsdirektør i AP Pension i en pressemeddelelse.

»Jeg er overbevist om, at Rasmus med sit indgående kendskab til aktieinvesteringer og hans evne til at skabe stærke investeringsresultater er den helt rette til at udfylde rollen som vores nye aktiechef,« fortsætter Ralf Magnussen.

Ifølge meddelelsen skal den nye aktiechef arbejde med at udvælge globale aktier, men også se på andre aspekter inden for aktieforvaltning.

Der er sket en del rokeringer i AP Pension på det seneste, der også sidst i juni fik fuld direktion efter et halvt år med en »halv« direktion. Det skete, da AP Pension hentede Danica Pensions privatdirektør Jesper Bjerre ind som næstkommanderende.

BRANCHENYT
Læs også