*

Finans
0

Av - Danske Banks pensionsselsskab hæver priserne med op til 30 pct.

Landets næststørste pensionsselskab skruer som det første voldsomt op på prisen for sygeforsikringer. En pensionsekspert er spændt på konkurrencesituationen.

Per Klitgård, adm. dir. i Danica Pension, er overbevist om, at selskabet ikke mister kunder, selvom priserne hæves med op til 30 pct. Foto: Tobias Nicolai Kvist Larsen.


Det er et af de breve, som ikke er morsomme at modtage. De indeholder nemlig en besked om, at prisen på de forsikringer, som er tilknyttet din pensionsopsparing, stiger med op til 30 pct.

Det er Danske Banks pensionsselskab, Danica Pension, som er brevenes afsender, og landets største pensions- og forsikringsmæglerselskaber Willis Towers Watson har flere kunder, som er blevet ramt af prisstigningerne.

Vi har set tilfælde, hvor prisen er steget med 30 pct.

Lars Gundorph, adm. direktør i Willis Towers Watson.

»Det er rigtigt, at Danica Pension sender breve ud med oplysninger om, at prisen på de sygeforsikringer, som er tilknyttet pensionsopsparingen, stiger. Og vi har set tilfælde, hvor prisen er steget med 30 pct. Det sker, fordi Danica som de fleste andre pensionsselskaber har haft underskud på forsikringsdelen,« siger Lars Gundorph, adm. direktør i Willis Towers Watson.

Han oplyser, at brevene dog også indeholder positive nyheder.

»For det første er det ikke alle kunder, som får en prisstigning. Danica har været inde og kigget på forskellige branchers og virksomheders skadesniveauer og forsøgt mere præcist at prissætte forsikringerne ud fra udbetalingerne. Derudover sætter selskabet fokus på forebyggelse, hvilket er vigtigt, hvis man vil nedbringe udgifterne til sygeforsikringerne,« siger Lars Gundorph.

Aktuar og pensionsmægler Søren Andersen kalder det »modigt«, at Danica Pension nu hæver priserne markant.

Det er første gang, at vi ser et pensionsselskab forsøge at rette op på underskuddet på forsikringsdelen ved at hæve priserne.

siger Søren Andersen, pensionsrådgiver i FPension.

»Det er første gang, at vi ser et pensionsselskab forsøge at rette op på underskuddet på forsikringsdelen ved at hæve priserne. Stort set alle pensionsselskaber taber penge på sygeforsikringerne, og alle har i flere år sagt, at de vil gøre noget ved det, men det er bare ikke rigtigt sket på anden vis end gennem forebyggelse,« siger Søren Andersen, pensionsrådgiver i FPension.

Han er spændt på at se, hvad det betyder for Danicas muligheder for at fastholde og tiltrække kunder.

»Alle frygter, at prisstigninger koster på konkurrenceevnen. Det er jo derfor, at intet pensionsselskab hidtil har turdet hæve priserne. Men nu går Danica Pension forrest, og de andre selskaber må vurdere, om de skal følge trop,« siger Søren Andersen.

Danica Pension indrømmer, at selskabet er i gang med at skrue op for priserne.

»Vi bliver nødt til at få en bedre balance mellem det, som vores kunder betaler for dækningen på hele forsikringspakken, og det, som vi yder. Vi har historisk haft store underskud på forsikringsdelen – det får vi i øvrigt også i år – og det bliver vi nødt til at adressere,« siger Per Klitgård, adm. direktør i Danica Pension.

Vi har løbende ændret på og forbedret vores produkter.

Per Klitgård, adm. direktør i Danica Pension.

Men hvis I har haft store underskud, er det vel, fordi at I har været for dårlige til at prissætte korrekt fra starten?

»Vi har løbende ændret på og forbedret vores produkter, så de er blevet meget bedre. Vi har eksempelvis gjort det muligt for fleksjobbere at bevare deres indtægt i tilfælde af sygdom, ligesom vi er begyndt at tilbyde vores kunder en såkaldt second opinion på såvel diagnose som behandling. Det har kunderne været glade for og anvendt i stor stil, og det er naturligvis behæftet med omkostninger. Derfor bliver vi nødt til at regulere på prisen,« siger Per Klitgård.

Han frygter ikke, at Danica Pension fremover vil miste mange kunder, når de i forskellige udbudsrunder stiller med priser på forsikringer, som umiddelbart kan se højere ud end konkurrenternes.

»Vi kan vælge to veje. Den ene er at tilbyde kunderne nogle mere skrabede produkter for at reducere udbetalingerne. Det er en vej, som vi aldrig vil betræde. Vi vælger den anden vej, som er at tilbyde de bedste produkter. Og min fornemmelse er, at pensionsmæglerne er blevet bedre til at forklare deres kunder, at pensionsprodukter ikke kun handler om pris, men også om kvalitet, fordi det er den, som sikrer kunderne, når de først bliver syge,« siger Per Klitgård.

En lav pris løser jo ikke nødvendigvis de problemer, som nogle grupper på arbejdsmarkedet har i form af stress eller slidtage på bevægeapparatet.

Lars Gundorph, adm. direktør i Willis Towers Watson.

Det er en pointe, som pensionsmæglerselskabet Willis Towers Watson kan skrive under på.

»Vi vil meget gerne finde den bedst mulige løsning for vores kunder. Vi sidder jo på samme side som kunderne, og prisen på produktet er selvfølgelig vigtig, men kunderne er også interesserede i gode tiltag, som mindsker sandsynligheden for, at de ryger ud over kanten og mister kontakten til arbejdsmarkedet. En lav pris løser jo ikke nødvendigvis de problemer, som nogle grupper på arbejdsmarkedet har i form af stress eller slidtage på bevægeapparatet,« siger Lars Gundorph fra Willis Towers Watson.

PFA Pension har ikke ønsket at stille op til et interview om selskabets forsikringspriser, selvom selskabet ligesom Danica Pension har et stort underskud.

Men i en mail fra presseafdelingen oplyser PFA, at selskabet »er, hvor vi skal være, og vi har ikke planlagt prisstigninger, når vi ser ind i 2018.«

BRANCHENYT
Læs også