*

Finans
0

Goldman Sachs har opfundet væddemålet mod den næste bankkrise

Den globale og ofte udskældte finanskæmpe er ifølge Bloomberg ved at skabe et marked for finansielle værktøjer rettet mod investorer, der gerne vil satse på at ny bankkrise er på vej.

Lloyd Blankfein, Goldman Sachs topchef. Foto: AP/Mark Lennihan

Markederne buldrer. Investorerne kan næsten ikke tabe. Aktierne sætter nærmest dagligt nye rekorder. Og hos Goldman Sachs - så malerisk udnævnt til sidste finanskrises 'vampyrblæksprutte' - er man nu ved at skabe et marked for finansielle værktøjer beregnet præcis til at spekulere i, at bankerne igen får tæsk, når markederne mister pusten.

Sammen med storbanken JPMorgan Chase er Goldman Sachs ifølge Bloomberg nu den førende udbyder af derivater - finansielle konstruktioner, hvis effekt er afledt af mere reelle aktiver som fx. aktier eller gælds opførsel.

Og det er netop gæld, som storbankerne nu tilbyder et marked, hvor både skeptikere og mere positive investorer kan udfolde sig af hjertens lyst. Mere specifikt bankernes egen gæld - den type, som bankerne låner dyrt og til gengæld kan tælle næsten som egenkapital.

Den type gæld - AT1 for feinschmeckerne - står nemlig først for efter egenkapitalen, hvis banker lider så alvorlige tab, at polstringen ikke længere holder. Meningen er så, at ejerne af AT1-gælden først tager over som aktionærer, når de oprindelige af slagsen er blevet vasket bort af tab på tab, og siden selv står for i tilfælde af yderligere tab.

En risikabel holdeplads i gældskøen, men også en, der bliver betalt derefter. Ifølge Bank of America Merrill Lynch betaler banker i snit 4,7 pct. i rente for at udstede AT1-gæld.

For de investorer, der ser den slags afkast som stærkt i forhold til risikoen giver derivaterne altså flere muligheder for at købe sig ind, en der ellers er i et marked hvor jagten på sikre afkast er intens.

For skeptikerne åbner der sig en helt ny verden af spekulationsmulighed imod især de europæiske banker. Man skal kun tilbage til juni før kreditorerne bag spanske Banco Popular Espanol SA led et totalt tab, da banken måtte reddes fra en akut krise.

Over for Bloomberg beskriver Goldman Sachs det nye tiltag som »et meget nyttigt værktøj at tilføje til vores klienters risikostyring.«

Brugen af derivater op til finanskrisen steg markant, og fik en stor del af skylden for de voldsomme tab, der fulgte.

BRANCHENYT
Læs også