*

0

Discountkæden Kiwi lukker i Danmark

Efter år med underskud opgiver Dagrofa at drive discountbutikker i Danmark. 1.600 medarbejdere opsiges.

Det er slut med den grønne discountfarve fra Kiwi i Danmark. Foto: Joachim Ladefoged

Købmandskoncernen Dagrofa meddeler fredag formiddag, at den lukker Kiwi-kæden med 103 discountbutikker rundt om i landet.

30 af de butikker bliver omdannet til enten Spar eller Meny, mens de resterende lukker. Det sker ifølge en pressemeddelelse fra Dagrofa ud fra år med underskud i netop Kiwi-kæden.

Dagrofa
  • Forsyner over 1.700 butikker og kiosker med dagligvarer.
  • Koncernen omfatter bl.a. Meny-supermarkeder, discountkæden Kiwi og Spar-kæderne.
  • Dertil kommer aktiviteter med engrosforretninger og foodservice.
  • Ejes af NorgesGruppen med 49 pct., KFI Erhvervsdrivende Fond 41 pct. og selvstændige købmænd med 10 pct.

Discountkæden Kiwi blev lanceret i Danmark i 2008 efter norsk forbillede.

»Lukningen af Kiwi fjerner 9 pct. af Dagrofas koncernomsætning, men i Meny og Spar har vi kæder, hvor der er fremgang, potentiale og indtjening. Dem styrker vi nu ved at udvide med nogle af de lukkede Kiwi-butikker,« udtaler koncernchef Per Thau i en pressemeddelelse.

Lukningen berører ca. 2.400 ansatte - fra butikspersonale til lagerfolk og funktioner i hovedkontor. Omkring en tredjedel af fortsætter i funktioner under de konverterede butikker - mens de restrerende 1.600 opsiges. Ifølge Per Thau sættes der en plan i gang om at hjælpe de opsagte medarbejdere til at komme videre.

»Beslutningen om at lukke KIWI-kæden har ikke været nem at træffe. Men vi må bare erkende, at det ikke er lykkedes for os at få rigtig fodfæste på et discountmarked, som er præget af hård konkurrence og manglende indtjening. Som koncern har Dagrofa naturligvis et ønske om at blive profitabel. Med dagens beslutning om at fokusere på vores kernekompetencer forventer vi, at det kommer til at ske senest i 2019,« udtaler Per Thau.

Dagrofa-koncernen har endnu ikke præsenteret regnskab for 2016. Men i 2015 omsatte den for 19,6 mia. kr. og havde et underskud før skat på 198 mio. kr.

Læs også