Fortsæt til indhold

Hellerup Finans kan løbe tør for penge i marts - direktøren går

Lyngby Boldklub-ejers finansielle udfordringer får nu finansvagthund til at kræve genopretningsplan. Samtidig forlader adm. direktør selskabet.

Investor

I en 10 sider lang afgørelse fyldt med overstregninger af følsomme oplysninger gør vagthundene i Finanstilsynet nu klart, at situationen for alvor spidser til for det stormombruste forvaltningsselskab Hellerup Finans.

Selskabet bliver nu påbudt at komme med en genopretningsplan til Finanstilsynet inden d. 1. december, fremgår det af afgørelsen.

Her kan man også læse, at Hellerup Finans ifølge en opgørelse kan løbe tør for penge så tidligt som marts.

»Efter worst case scenariet vil koncernens likviditet være udtømt og egenkapitalen tabt i marts 2017,« lyder det i afgørelsen, hvor Finanstilsynet også peger på, at selv 'worst case'-scenariet arbejder med, at Hellerup Finans gennemfører et planlagt salg af obligationer.

»Finanstilsynet bemærker, at der ikke er opstillet et scenarie, hvor obligationsudbuddet ikke gennemføres til fulde – dvs. der rejses i alle scenarier de resterende 24 mio. kr.«

Hellerup selv påpeger både i høringssvar til tilsynet og i en håndfuld meddelelser udsendt onsdag, at man aktivt arbejder på - og regner med - at frasælge en række aktiver, heriblandt superligaklubben Lyngby.

»Koncernen forventer, at alle aktieposterne vil være solgt inden for de næste 3-12 måneder, og at det vil tilføre koncernen et meget stort millionbeløb. Koncernen arbejder derudover på at afslutte en privat placering af erhvervsobligationer, der også vil tilføre koncernen et 2-cifret millionbeløb,« lyder det i en af meddelelserne.

I en anden gør Hellerup Finans klart, at man ikke mener, at Finanstilsynets afgørelse er noget nyt.

»Der er intet nyt i opsummeringen af udfordringerne, der allerede har været beskrevet af medierne og oplyst til offentligheden af koncernen.«

I en tredje meddelelse fortæller selskabet dog, at man i dag siger farvel til sin adm. direktør Robin Eriksen. Han afløses midlertidigt af koncernens stifter, Torben Jensen.

Finans forsøger at få en kommentar fra Hellerup Finans.

Artiklens emner
Hellerup Finans
Finanstilsynet