Fortsæt til indhold

Nordisk milliardfond har mistet troen på Europa

En af Nordens største kapitalforvaltere, finske Ilmarinen satser på USA. Danske Formupleje forventer også at se størst indtjeningsvækst på den anden side af Atlanten.

Investor

Optimisme i USA og øget usikkerhed i Europa har fået investorerne til at bevæge sig over Atlanterhavet i jagten efter afkast. Senest melder én af Nordens største kapitalforvaltere, den finske pensionskasse Ilmarinen, om større engagement i USA og mindre i Europa.

Ilmarinen, der forvalter 267 mia. kr., er nu ikke længere undervægtet i USA. Investeringerne placeres først og fremmest i renteprodukter, realiserbare værdier (råvarer, ejendomme, etc.), men også amerikanske aktier.

»I det hele taget vil vores vægtning mod USA stige,« siger Timo Ritakallio, der er adm. direktør i Ilmarinen, til Bloomberg.

Herhjemme har kapitalforvalteren Formuepleje ligeledes registreret en bevægelse mod USA.

»Det skyldes to elementer. Det ene er Trump-effekten. Aktiemarkedet ser en mulighed for mere lempelig finanspolitisk stimuli fra Donald Trump. Markederne – og vi - ser en mulighed for, at rammebetingelser for både økonomien og selskaberne bliver bedre i USA - først og fremmest på grund af skattelettelser,« siger aktiestrateg Otto Friedrichsen fra Formuepleje og fortsætter:

»Vi forventer, at virksomhederne i USA vil levere den største indtjeningsvækst fremadrettet.«

Det europæiske aktiemarked er præget af en finansiel sektor, der er udfordret af et generelt svagt kapitalgrundlag og øget regulering. Samtidig har den lave rente gjort det sværere for bankerne at opretholde en høj indtjening.

Det betyder dog ikke, at mulighederne i Europa er udvandede.

»De tiltag, USA vil profitere af, vil også gavne i Europa,« siger Otto Friedrichsen og fremhæver industrisektoren, hvor eksportvirksomhederne kan nyde godt af valultaeffekten.

»Man skal selvfølgelig tage højde for de politiske risici og bankernes udfordringer. Men vi har altså også en række selskaber, som er attraktivt værdiansat i forhold til USA, og som vil nyde godt af de finanspolitiske lempelser i USA i form af en styrket dollar. I den type virksomheder får man en væsentlig større ændring i indtjeningen, end man ser i USA,« siger Otto Friedrichsen.

Artiklens emner
Otto Friedrichsen