Karriere
0

Flere selskaber forsikrer bossen mod beskyldninger om sexchikane

Det amerikanske erhvervsliv forsikrer sig i stor stil mod retssager inden for sexchikane. Markedet forventes at vokse med 20 pct. som følge af ikke mindst Hollywood-afsløringerne.

Oscar-vinderen Kevin Spacey er blot en af de mange stjerner, som er kommet under beskydning i sagen om seksuelle overtrædelser. En serieafsløring, der ligefrem har fået sit eget brændemærke: #metoo. Foto: AP

Hvis filmbranchen er den største taber i sagen om seksuelle overtrædelser, så ser forsikringsbranchen ud til at blive den største vinder.

Serieafsløringen af magtfulde mænd taget med bukserne nede får nemlig små og store selskaber til at forsikre sig i endnu højere grad mod den slags, vurderer analysehuset MarketStance, der har specialiseret sig i tendenser inden for forsikringsindustrien.

Mens det amerikanske erhvervsliv sidste år spenderede omtrent 2,2 mia. dollars på at forsikre sine chefer mod retssager inden for sexchikane, racediskrimination og afskedigelsestvister, vil markedet i 2019 vokse med mere end 20 pct. til 2,7 mia. dollars, forlyder det i Washington Post.

Ifølge MarketStance har 41 pct. af alle selskaber med flere end 1.000 medarbejdere allerede taget økonomisk højde for sådanne sager, hvilket bestemt ikke er billigt.

Således beretter Nationwide - en af USA's største forsikringskoncerner - at selskaber med en omsætning over 5 mia. dollars typisk betaler omkring 285.000 dollars om året for at opnå en dækning på 30 mio. dollars.       

BRANCHENYT
Læs også