*

Karriere
0

Mange danskere tør ikke tage iværksætter-springet

Frygten for at fejle holder hver anden dansker tilbage fra at blive iværksætter.

Foto: Arkivfoto.

Spørger man alle danskere, om de har lyst til at blive iværksættere vil halvdelen svare ja. Men de vil samtidig svare, at frygten for at fejle holder dem tilbage.

Det konkluderer en ny undersøgelse fra HR-konsulenthuset Randstad.

Nye virksomheder er ellers positivt for arbejdsmarkedet, da det kan være med til at skabe flere jobs, lyder budskabet fra Nima Astanehdost, adm. direktør i Randstad, i en pressmeddelelse.

Iværksætter i Danmark
  • Om undersøgelsen: Randstad har interviewet lønmodtagere i 33 lande i januar 2017. Der er interviewet minimum 400 lønmodtagere i hvert land.
  • 59 pct. mener, at regeringen aktivt støtter nye virksomheder
  • 51 pct. mener, at det grundet globalisering er svært for små virksomheder at overleve
  • 30 pct. mener, at hvis de mister deres nuværende job, så vil de starte deres egen virksomhed
  • 46 pct. har lyst til at blive iværksætter, men frygten for at fejle holder dem tilbage
  • 68 pct. mener, at der er gode muligheder i Danmark for at starte sin egen virksomhed
Kilde: Randstad

»Man kan godt undres over, at så mange er bange for at fejle, set i lyset af at Danmark igennem flere år er kåret som et af de bedste lande at starte virksomhed op i. Der er i dag flere forskellige muligheder for at starte virksomhed,« siger Nima Astanehdost.

Han påpeger, at Danmark har brug for flere iværksættere, og at danskere ikke har den store grund til at frygte et nederlag som iværksætter, da der er et sikkerhedsnet i Danmark bl.a. i form af a-kasser.

Undersøgelsen viser da også, at 68 pct. i Danmark mener, at de bor i et land, hvor der er gode muligheder for at søsætte en ny virksomhed.

Ser man på en international skala, er det lande med dårligere økonomi end Danmark, hvor iværksætterdrømmen har sværest ved at leve videre.

I toppen ligger økonomisk udfordrede lande som Grækenland, Indien og Malaysia. I Grækenland er det næsten 80 pct. af befolkningen, der vil være iværksættere, men ikke tør tage springet.

Det er også adgangen til at skaffe finansiering, der holder danskerne tilbage fra at opfylde iværksætterdrømmen.

Det viser en anden undersøgelse fra 2016, hvor 64 pct. udtrykker, at det er et spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra.

Nima Asanehdost mener dog ikke, at økonomi er forklaringen på de mange vragede iværksætterdrømme i Danmark.

»Jeg tror, at man som lønmodtager en gang i mellem bliver for magelig og måske tænker, at der er mere tryghed i en fastansættelse. Men jeg tror også, at vi i de kommende år vil opleve flere, der tager springet som selvstændig,« siger han.

Læs også