*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Mandagens obligationer: Ugen startede med rentedyk

LIVE

Den toneangivende danske rente tog et dyk mandag, hvor renten den tiårige statsobligation endte i 0,44 pct. Det er 3 basispoint lavere end lukkeniveauet fredag på 0,47 pct.

Det sker efter en dag med et aktiemarked, der skiftevis gik fra negativt til positivt. Den samme udvikling gik igen i Frankrig og Tyskland, hvor renterne på de tiårige statsobligationer også faldt med omkring 4 basispoint.

Bag sig havde investorerne en række nøgletal. Fra morgenstunden blev den danske BNP-vækst offentliggjort, og udviklingen i fjerde kvartal var en smule stærkere end ventet blandt økonomerne. I fjerde kvartal gik bruttonationalproduktet frem med 0,2 pct. mod en ventet fremgang på 0,1 pct. ifølge Bloomberg. På årsbasis voksede det danske BNP med 0,6 pct. mod økonomernes forventning om en vækst på 0,4 pct.

Hen på formiddagen kom der tal for udviklingen i forbrugerpriserne i eurozonen for februar, der endte med et fald på 0,2 pct. i forhold til samme periode året før. Økonomerne havde ventet en flad udvikling mod en stigning på 0,3 pct. i januar, viser data fra Bloomberg.

Udviklingen i inflationen har været et fokuspunkt blandt investorer og økonomer, da et svagt tal kan øge sandsynligheden for, at Den Europæiske Centralbank vil indføre yderligere pengepolitiske lempelser for at bekæmpe den svage prisudvikling.

Der kom også amerikanske nøgletal for igangværende bolighandler og Chicago PMI-indekset, der begge landede dårligere end ventet.

Den kinesiske centralbank sænkede desuden reservekravene til landets banker mandag for at stimulere landets økonomi.

I weekend samledes G20-landene, der består af 19 af de mest væsentlige økonomier i verden samt EU, til et topmøde i Shanghai. Der var enighed om, at landene skal gøre mere for at øge væksten globalt, således at den tiltagende bekymring omkring effekterne af centralbankernes pengepolitik mindskes. Landene nåede dog ikke til enighed om en samlet indsats, og derfor må investorerne vente på nye pengepolitiske tiltag.

Cecilie Veile +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce
Annonce