*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Danskernes tillid til PET, Skat og DSB styrtdykker

De offentlige institutioners omdømme falder, mens det går bedre for de private virksomheder.

Erhverv
Skat er en af de offentlige institutioner, som danskerne tillid til er faldet mest.  Arkivfoto: Colourbox

Negative historier er en af forklaringerne på, hvorfor danskernes tillid til Politiets Efterretningstjeneste, bedre kendt som PET, er styrtdykket det seneste år. PET er nemlig den offentlige institution, der fra 2010 og frem til i år har oplevet det største dyk i, hvordan danskerne vurderer institutionens omdømme.

Det siger ikke så lidt, at PET er den offentlige institution, hvor danskernes tillid falder mest. For danskernes tillid til de offentlige institutioner falder generelt. Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet RepTrak har lavet blandt mere end 9.000 danskere, der bl.a. er blevet bedt om at vurdere 40 offentlige institutions omdømme på en skala fra 1-100.

PET oplever den største tilbagegang i befolkningens tillid fra 2013 til 2014, mens Skat og DSB går mest tilbage, hvis man ser på de seneste fire år, hvor begge institutioner har mistet ti point på skalaen.

Bunden af offentlige institutioner
De ti offentlige institutioner, som danskerne har vurderet lavest i forhold til omdømme ifølge RepTraks undersøgelse.
  • Udlændingestyrelsen
  • Skatteministeriet
  • Beskæftigelsesministeriet
  • DSB
  • Transportministeriet
  • Banedanmark
  • Undervisningsministeriet
  • Statsforvaltningen
  • Arbejdsskadestyrelsen
  • Skat

"Omdømmet er utrolig vigtigt i den offentlige sektor, ligesom det er i alle andre virksomheder. Borgernes tillid er i den grad afgørende for, om offentlige institutioner kan fungere optimalt," siger Per Nikolaj Bukh, der er cand.oecon. og professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, til Politiken.

Mens danskernes tillid til den offentlige sektor generelt er faldet i løbet af de seneste år, ser det anderledes ud for de private virksomheder. Her går det nemlig fremad med danskernes tillid. Der er dog også nogle af de offentlige institutioner, som danskerne synes godt om. Forbrugerombudsmanden og Folketingets Ombudsmand ligger f.eks. begge i kategorien "fremragende," viser undersøgelsen.

I den anden ende af skalaen ligger Udlændingestyrelsen, Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet, som alle får omkring 40 point i gennemsnit af danskerne, og dermed ligger de i kategorien "dårligt" i undersøgelsen.

Top 10 offentlige institutioner
De ti offentlige institutioner, som danskerne har vurderet højest i forhold til omdømme ifølge RepTraks undersøgelse.
  • Forbrugerombudsmanden
  • Folketingets Ombudsmand
  • Politiet
  • Danmarks domstole
  • Arbejdstilsynet
  • Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
  • Forsvarskommandoen
  • Udenrigsministeriet
  • Fødevarestyrelsen
  • Vejdirektoratet

"En virksomhed har det image, den fortjener. Og hvis det er dårligt, er det langt hen ad vejen et ledelsesproblem. Medarbejderne er omvandrende reklamesøjler, og hvis de føler sig dårligt behandlet eller føler, at ledelsen ikke værdsætter deres arbejde, så fortælle de ikke gode historier om arbejdspladsen, når de er ude," siger Gunnar Ørskov, der er direktør i Ørskov Kurser og Foredrag, hvor han holder oplæg om markedsføring af offentlige virksomheder, til Politiken.

Han henviser til Fødevarestyrelsen og politiet som gode eksempler på, hvordan det offentlige kan håndtere negativ omtale.

"De er ude i offentligheden med det samme og tage hånd om det. Og de forsvarer deres medarbejdere. Jeg tror, politimænd i Danmark er stolte af at være det. Jeg tror, det er noget andet med de ansatte i DSB og Skat. De har haft skiftende ledelse, som ikke har haft modet til at tage skraldet i offentligheden," siger Gunnar Ørskov.

Både politiet og Fødevarestyrelsen ligger da også i top ti over de offentlige institutioner, som danskerne vurderer højest.

Læs også