*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

To mangler tager gassen ud af iværksætterånden

Danmark falder tilbage på listen over bedste vilkår for iværksættere.

Erhverv
Det står skidt til med iværksætter-ånden i Danmark, som er trillet tilbage på listen over de bedste lande for iværksættere. Colourbox

En sjetteplads på verdensranglisten over bedste vilkår for iværksættere.

Det lyder måske meget godt, men faktisk er det et skred siden sidste år. Ifølge rapporten fra The Global Entrepreneurship and Development Institute i USA er Danmark kravlet tre pladser tilbage og får dermed en trist fjerdeplads på listen over de største fald fra sidste års måling.

"Ikke overraskende", lyder det fra Dansk Erhverv.

"Når man har en stærk lønmodtagerkultur, som vi har i Danmark, frem for en iværksætterkultur, vil springet til iværksætter være meget stort. Man kan sige, at det er en stor beslutning at gå fra en tryg lønmodtagerrolle til at springe ud i usikkerheden," siger Sigurd Schou Madsen, ansvarlig for iværksætterområdet i Dansk Erhverv.

 

Øverst på listen fra The Global Entrepreneurship and Development Institute ligger USA med en historisk høj såkaldt "GEI score" på 85 efterfulgt af Canada på 81,5 og Australien på 77,6.

 

Danmark får en GEI score på 71,4, et fald på 6,7 point siden sidst, og ligger derfor bag Sverige (71,8) og Storbritannien (72,7). Storbritannien scorer højest i Europa. Dermed stikker USA yderligere af fra Europa i forhold til sidste år.

"Tilbagegang er aldrig fedt at være vidne til, og at falde tre pladser er da helt sikkert en udvikling, vi skal være opmærksomme på. Når det er sagt, skal vi huske på, at vi stadig rangerer i top ti i ’Det Globale Iværksætterindex’," siger Christian Hørdum Andersen fra Dansk Iværksætterforening.

Endnu værre står det imidlertid til på statistikken over iværksætter-ånd. Listen beskriver, hvor dygtige danskerne er til at finde muligheder, anerkende iværksætteri, acceptere risici og have kompetencer til at starte virksomhed.

Her er Danmark dykket fra en 8.plads til en 16.plads. på blot et år, på trods af at vi ligger på en 3.plads over det sted, hvor mulighederne for iværksættere er størst, viser rapporten.

Mulighederne er der med andre ord, men viljen sakker bagud.

"Målet i sig selv for en stærk iværksætterkultur bør ikke sættes ud fra, hvor mange iværksættere vi har, men ud fra hvor stærke og bæredygtige virksomheder, vi har, og hvor ambitiøse vækstmål disse virksomheder og iværksættere har," siger Christian Hørdum Andersen, som bakkes op af Sigurd Schou Madsen.

"Det er meget nemt rent teknisk at starte virksomhed i Danmark, men det er ikke nok bare at få flere cvr-numre registreret. Problemet kommer, når virksomhederne skal løbe rundt og trives. Der møder vi modstanden fra kulturen," siger han og pointerer, at et af de fokusområder, Dansk Erhverv har netop nu, er crowdfunding.

 

At rejse kapital er nemlig en af de største barrierer for iværksættere, men Sigurd Schou Madsen tror og håber på, at crowdfunding kan give en langt større og bredere forståelse af iværksætterkulturen og dermed en bedre iværksætter-ånd.

Men der er næppe nogen hurtig løsning, siger Alexander Ulrich, konsulent hos Dansk Industri, som mener, at det er det lange seje træk, der skal gøre Danmark til en bedre iværksætter-nation.

"Vi har grundstenene til et godt iværksætter-miljø i Danmark, så det er underligt, at det hverken manifesterer sig i flere iværksættere eller vækstiværksættere. Den kulturelle support er helt klart en begrænsende faktor, men der er desværre ikke noget quick fix. Det, der skal drive den kulturelle accept af iværksætteri, er flere succesfulde iværksættere, og så handler det om, at det skal blive almindeligt at tænke i de baner. At iværksætteri også er en karrierevej," siger han.

Læs også
Annonce