*

Erhverv
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

0

Nu kan du også netværke dig til kærligheden

Dating-virksomhed bruger metoder og erfaringer fra rekruttering i erhvervslivet til at matche singler.

Helle Jensen, stifter af My Perfect Match. Foto: Carsten Snejbjerg

Vi hører igen og igen, hvor vigtigt netværk er, når man skal finde et job, skaffe nye kunder eller finde samarbejdspartnere. Men netværk er ikke kun vejen til en ny forretningspartner, netværk kan også være vejen til en ny livspartner.

Det mener headhunter Helle Jensen i hvert fald. Hun har i mange år arbejdet med rekruttering - senest i sin egen virksomhed Human Power. Nu skal erfaringerne fra at matche virksomheder med jobsøgende bruges til at matche singler.

»Uanset om jeg matcher virksomheder og jobsøgende eller to singler, er det meget det samme, som jeg gør. Det handler om at tiltrække og fastholde sig selv og hinanden,« siger Helle Jensen.

Idéen med konceptet, der hedder My Perfect Match, er, at Helle Jensen som ekspert efter en samtale og coaching af hver enkelt single, matcher folk. Man sidder altså ikke selv med et hav af profiltekster og billeder og vælger, hvem man gerne vil på date med. Det er der andre, der klarer.

Det betyder samtidig, at offentligheden ikke ved, at man er tilmeldt My Perfect Match.

»Jeg tror på, at der sidder en masse singler derude, som egentlig gerne vil finde en partner, men som gerne vil gøre det via netværket i stedet for at gå ud og iscenesætte sig selv via et online forum. Jeg vil gerne have fat i dem, som ikke vil bruge en masse timer på et datingsite, og som måske heller ikke har overskuddet og lysten til at gå ned i byen for at finde en.«

Idéen til at gå fra at være én blandt mange headhuntere til at blive den første kærligheds(head)hunter, som Helle Jensen selv kalder det, fik hun fra sit eget privatliv. Som single havde hun selv prøvet diverse datingssites men uden den store succes.

»Jeg tænkte: Er der ikke en coach, som man kan gå til og sige: Jeg er den og den type, og jeg vil gerne præsenteres for nogle emner. Præcis som virksomhederne gør, når de henvender sig til mig, og søger en ny medarbejder.«

Helle Jensen havde hørt om et lignende koncept i USA og Canada og efter at have overvejet det i lang tid, besluttede hun for et år siden for selv at starte op som matchmaker.

»Det er ikke så dansk det med at matchmake. Det lægger mere til andre kulturer, hvor man i højere grad matcher to venner med hinanden eller holder nogle arrangementer.«

Den danske forbeholdenhed over for matchmaking har da også betydet, at Helle Jensen har måtte justere lidt på konceptet. Udover de mere traditionelle dates for to, laver hun i dag arrangementer, hvor flere singler mødes og netværker.

»Her er jeg en slags wingman eller den gode veninde, der matcher folk med hinanden. Det er småt og privat med omkring 20 gæster, hvor det skal føles som at være til middag hos mig. Jeg kan introducere folk for hinanden, og man har tid og ro til at sætte sig ned og give lidt af sig selv og fordybe sig i en samtale.«

Målet med middagene er - ifølge Helle Jensen -  ikke nødvendigvis at finde den eneste ene lige med det samme, det kan også være at skabe et netværk, hvor igennem man kan møde sin kommende partner.

Et individuelt forløb med dates koster hos My Perfect Match fra 3.750 kr. og op til 7.250 kr., hvis man skal have den helt store pakke. Selvom Helle Jensens koncept ikke henvender sig til én bestemt målgruppe, er hun udmærket klar over at både pris og kravet om coaching hos hende forud for datene, stiller krav til singlernes økonomi og seriøsitet. Men hun er overbevist om, at der er et marked for headhunterbaseret dating.

»Vi bruger coaches i alle mulige andre sammenhænge, når vi skal nå store mål her i livet, såsom når vi vil stoppe med at ryge, tabe os osv. Så hvorfor ikke også bruge det til at finde kærligheden?«

Læs også