*

Erhverv
MINE NYHEDER
Mine nyheder

Vi har ikke publiceret nogle artikler for nyligt i de emner, du følger. Søg efter andre emner her.

Du har ingen overvågninger endnu

Klik på ikonet for at overvåge
emner og journalister.

Annonce
0

Fire ingeniørstuderende har Danmarks mest kreative idé

Mandag blev virksomheden DXTR Tactile kåret som vinder af Creative Business Cup i Danmark.

De fire iværksættere sammen med deres spiludvikler og Creative Business Cups direktør. Fra venstre: Kenneth Madsen, Mikkel W. Moos, René Lund, Frederik S. Nielsen, Rasmus Wiinstedt Tscherning og Jesper S. Koch. Foto: Creative Business Cup

Den mest kreative iværksætteridé i Danmark er en ny og mere moderne udgave af legoklodsen, som virksomheden DXTR Tactile laver.

Det mener i hvert fald den jury, der mandag kårede de fire ingeniørstuderende bag DXTR Tactile som vinder af Creative Business Cup.

»De laver noget, der er rigtig interessant, og som får børnene til at løfte blikket fra iPaden. Mange af os forældre bruger ipaden til at få lidt fred, men det er ikke nødvendigvis godt for børnenes udvikling. DXTR Tactile er med til også at løfte børnene ud i den virkelige verden. Det er et spændende projekt, og de er allerede langt i deres udvikling,« siger Rasmus W. Tscherning, der er direktør for Creative Business Cup.

Det er sjette år i træk, at Creative Business Cup bliver afholdt. Konkurrencen er en del af den selvejende institution Center for Kultur- og Oplevelsesøkonomi, der ønsker at fremme iværksætteri inden for de kreative erhverv.

Mandag var det den danske del af konkurrencen, som Kenneth Madsen, Mikkel Moos, Rene Lund og Frederik Nielsen vandt. De fire studiekammerater har sammen udviklet playDXTR, der bedst kan beskrives som legoklodsen 2.0.

Legetøjet består af kubits, som de kalder de magnetiske byggeklodser med lys og sensorer, som børnene skal lege med. De er forbundet med en app, der dels giver børnene opgaver og feedback, og dels kan forældrene se, hvordan deres børn klarer sig, og hvordan de har brug for at blive stimulerede for at udvikle sig.

Kenneth Madsen, Mikkel Moos, Rene Lund og Frederik Nielsen læser alle fire til ingeniør på Syddansk Universitet, og det var under en studieopgave at første del af idéen til playDXTR opstod. Inklusiv de fire idémagere er der hele ti medarbejdere i DXTR Tactile. Men de arbejder alle gratis. Den eneste løn, de får, er en ejerandel i virksomheden.

Præmien for at vinde den danske udgave af Creative Business Cup Denmark er 25.000 kr. og en frokost med Anette Nørgaard fra Microsoft. Og selvom penge altid er velkomne i en lille iværksættervirksomhed, er det nu mødet med en repræsentant fra Microsoft, som de fire iværksættere ser mest frem til.

»Microsoft har en stor satsning på brug af teknologi i uddannelser helt ned til de små klasser. De har en tablet, som det giver god mening at koble sammen med vores projekt, så vi håber, det kan udvikle sig til et samarbejde,« siger Kenneth Madsen, der har ansvaret for marketing og design i DXTR Tactile.

I udviklingen af playDXTR har de tidligere deltaget i iværksætterkonkurrencen European Innovation Academy i Nice i Frankrig, og de tillægger selv konkurrenceerfaringen en del af æren for deres sejr.

»Vi er blevet meget skarpe på vores pitch og vores måde at præsentere vores produkt på. Det betyder meget, at vi har noget international erfaring, som gør, at juryen kan se os som repræsentanter for Danmark i den internationale konkurrence,« siger Kenneth Madsen.

Til november skal de nemlig deltage i den internationale udgave af Creative Business Cup, hvor iværksættere fra 55 lande kæmper om at have den mest kreative idé. Blandt dommerne af de mange idéer er kinesiske Mei Tong, der er adm. direktør i en af Kinas største investeringsfonde HOPU og Amy Coper, der er chefredaktør hos Entrepreneur Magazine.

Læs også